Øieblikket

Reality TV - pøbelens legeplads

2012-02-08T15:02:00.000-06:00

Det er reality tv’ets tidsalder. Det flyder med ligegyldigetv-koncepter, hvor unge mennesker bruger adskillige uger i etaflåst hus eller på et hotel i Mexico med det primære formål at udlevere deres ikkeeksisterende intelligent og dyrke sex på åbenskærm – hovedsageligt pga. penge. Der erflere elementer ved reality tv, der tenderer til det absurde. Som de første kanman undre sig over, hvorfor unge mennesker overhovedet vælger at udlevere sigselv på åbenskærm. Og ligeledes kan man undre sig over, hvad der får familienDanmark til at bruge tid på den slags lort. Men i kraft af nogle sociologiskeræsonnementer kan man snildt besvare de to ovenfornævnte refleksioner. Så detteagter jeg ikke diskutere yderliggere. Men er det ikke underligt, at når enegentlig mor med 3 børn sælger sin krop for at brødføde sig selv og sine børn,så kaldes hun en luder - nogle gange en billig af slagsen. Men når 19-årige tager til Mexico og dyrker sex på åbenskærm for atvinde en kvartmillion, så kaldes de kendisser og bliver inviteret til gallasammen andre samfundsspidsere?

Frivilligt arbejde? Også når vi skilter med det?

2012-02-04T07:15:00.000-06:00

87 mio. kroner til afrikanske børn på flugt – det er hvadder blev samlet ind i går. Den humanistiske tanke bag indsamlingen ernaturligvis prisværdig og den store nytte, som de 87 mio. kr. kan tænkes atgenerere for de afrikanske børn, er livsvigtig. Så denne blog har ikke tilformål at kritisere landsindsamlingen som sådan. Jeg ønsker blot at kritisere denmåde indsamlingen talesættes på. Ud fra mediernes dækning af indsamlingen, såer danskere gavmilde givere, der, grundet deres hank til næstekærlighed, senere millioner af kroner ned til defattige afrikanere, der skildres som passive modtagere. Ifølge diskursen er indsamlingenudtryk for danskernes godhed og gavmildhed, eftersom indsamlingen, ifølgeselvsamme diskurs, ikke er dialektisk.

Der er to grupper af aktører i landsindsamlingen: Danskerneog afrikanerne. Afrikanerne er den passive part, og danskerne er den aktivepart i forholdet, ifølge den gængse diskurs. Men forholder det sig virkeligtsådan? Er landsindsamlingen virkelig velgørenhed? Og hvad er velgørenhed?

Jeg mener ikke at man entydigt kan plædere for, atlandsindsamlingen er udtryk for velgørenhed, eftersom mange firmaer brugerlandindsamlingen i kommerciel og brandingsmæssig øjemed. Jeg mener heller ikke at afrikanerne erpassive – de er i den grad også aktive. De afrikanere, der modtager penge, og de danskere, som giver penge til densåkaldte nødhjælp, er både givere og modtagere. Der er med andre ord tale om etforhold, hvor der gives og modtages – fra begge parter vel at mærke. Og jegmener, at denne vinkel skal med, når velgørenhed dækkes og diskuteres

Og sluttelig kan man reflektere over, om der overhovedet ertale om velgørenhed, når man bruger den såkaldte velgørenhed til selviscenesættelse?Er der tale om frivilligt arbejde, når den som laver frivilligt arbejde skiltermed det i CV’et - med henblik påat drage personlige nytte?

Thornings første 4 måneder - en refleksion

2012-01-27T08:57:00.001-06:00

Det er snart 4 månedersiden Danmark fik sin første kvindelige statsminister i skikkelse af densocialdemokratiske Helle Thorning-Schmidt – 110 år efter parlamentarismen blevindført i Danmark og 86 år efter kvinderne fik stemmeret til folketinget.

Det var ventetat den nye statsminister ville få en svær start og muligvis en vanskelig og ’op-ad-bakke’embedsperiode. Men Helle Thorning og hendes S-R-SF-regerings har mildest taltfået en katastrofal start.

Ud over sager ommanglende indfrielser af valgløfterne, har personsager i den grad forhindretregeringen i at få en nogenlunde acceptabel start. Kritikken – både politiskeog personrelaterede – har haglet ned over regeringen, og meget symptomatisk er kritikkenikke kun kommet fra oppositionen og medierne. Også intern kritik har satspørgsmålstegn ved regeringens integritet. Især uroen i SF har miskrediteretregeringen og dens sammenhold.

Lad det væresagt: Helle Thornings regering kunne godt have fået en bedre start – og dettror jeg også Helle og hendes regeringskabinet er klar over. Men når det ersagt, så er det også vigtigt at anføre at Helle Thorning overtog embedet på etkritisk tidspunkt. Det Danmark Helle Thorning overtog for snart ca. 4 månedersiden, balancerede mellem lavvækst og recession, og selvom Danmark ikke var irecession da Helle Thorning tog over, så var det kendt at Danmark reelt harværet i recession i 2011. Og ifølge flere iagttagere er der en reel fare for atDanmark kommer i recession i 2012, hvilket Helle Thorning også antydede mellemlinjerne i sin første nytårstale.

På baggrund afovenstående vil det ikke være forkert at sige, at den globale finanskrise har –og vil – præge hendes første embedsperiode. Det er altid en udfordring atovertage et land i krise, eftersom krisen vil kræve al opmærksomhed, hvorfordet vil være svært for regeringen og dens respektive partier at sætteparti-politiske fingeraftryk på den førte politik. Dette er netop skæbnen forsocialdemokraterne og SF, der begge har måttet gå på kompromis med deresmærkesager for at imødekomme de udfordringer Danmark står overfor. Faktisk erdet kun de radikale der er kommet bedst ud af starthullerne, og det står daogså klart for de fleste, at den nuværende regerings regeringsgrundlag stortset er radikal politik. Væk er eksempelvis efterlønnen, som bådeSocialdemokraternes og SF’s kernevælgere ønskede at bibeholde, ogSocialdemokraterne og SF gav da også udtryk for, at de agtede at kæmpe forefterlønnen.

I dag – ca. 4måneder efter valget – er skuffelsen enorm. Regeringen kritiseres fra allesider for at føre en uambitiøs og visionsfattig politik, og sluttelig er den ønskede forandringudeblevet, ifølge mange vælgere. Men er kritikken af den siddende regering fairog nuanceret?

Jeg hartidligere i bloggen anført, at regeringen naturligvis har begået fadæser –måske også flere hvad der er tilladt af en ny regering. Men når det er sagt, så er det også vigtigt atanholde det faktum, at de helt store forandringer kun sjældent finder indpas idansk politik. Dansk politik er på mange måder så fastlåst i sin struktur, atdet groft sagt kan være lige meget, om det er venstrefløjen eller denborgerlige fløj, der får magten – i hvert fald i forhold til finanspolitikken(Jeg erkender at jeg her skildrer et billede med en grov pencil). Den danske finanspolitikbevæger sig mellem to økonomiske paradigmer: Den kontraktive finanspolitik ogden ekspansive finanspolitik, hvor man enten skruer en smule ned for renteneller skruer en smule op for renten. Alt efter om man ønsker øge forbrugeteller spar på pengene. I krisetider er det den ekspansive finanspolitik, dertiltrækker opmærksomhed.

Det kan derforvære en fordel at skrue ned for forventningen, når man vælger en ny regeringind på borgen. Der sker ikke fandens meget i dansk politik – i hvert fald hvadfinanspolitik angår. På det værdipolitiske er forskellene dog mere synlige.

2011-12-21T17:46:00.003-06:00

Øieblikket ønsker alle en glædelig jul og et rigtigt godt nytår!

"I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.."
- Matthæus 5.43-44

- Anbe Sivam

Refleksion: "Danske spil" og velgørenhed

2011-12-18T15:50:00.000-06:00

Indenfor dennærmeste fremtid mister ”danske spil” sit monopol på området. Grundet enomfattende liberalisering af feltet har danske spillere snart mulighed for at vælge imellem mangespiludbydere – herunder mange udenlandske. I dag eksisterer disse udenlandskespiludbydere kun online – men snart kan de også findes i butikkerne. For mangespillere er det en god nyhed, eftersom intern konkurrence sikkert vil kommespillerne til gode i form af højere odds etc. Men der er også et problem veddenne liberalisering, efter min mening. Det er jo sådan, at ’danske spil’ – udover at være statsejet (80 % ejesaf staten) – er en art velgørenhedsorganisation, der støtter foreninger,klubber og talenter økonomisk. Så når du/Jeg spiller lotto eller lignende via’danske spil’, og taber væddemålet, så går noget af pengene til bolde, trøjeretc. til gadebørn i Afrika, Sydamerika etc. Men med liberaliseringen vil danskespil miste kunder, og dette vil desværre påvirke danske spils støtte til velgørenhedsprojekter.Derfor bør vi overveje, hvem vore penge skal gå til, næste gang vi spiller på eneller flere fodboldkampe. Skal pengene gå til en organisation, der støtterfattige klubber i provinserne og velgørende projekter i den 3. verden, eller skal pengene gå til i forvejenstenrige spiludbydere og deres penthouse lejligheder i Monte Carlo?

/Bas Kanthavanam

Løb for livet

2011-12-13T12:13:00.000-06:00

Man ser dem alle vegne – påstierne, i skoven, rundt om søerne, i byen, langs vejen, over broen. Ja, selv nårdet blæser med sne og hagl, og nårlynet slår gnister og kloakkernegiver efter, ser vi dem iført adidas, nike, asics, og for fuld kraft iført craftberiger de bybilledet. Og du kære læser, måske er du en af disse ovenforskildrede løbere. Og hvis du endnu ikke er sprunget på løbe-vognen, så håberjeg at denne lille blog kan motivere dig til at tage skridtet.

For du vil jo gerne– det vil de fleste – men du har, ligesom de andre, en smule svært ved atmotivere dig, især når kalenderensiger december og vi alle hundefryser.

Men trods regn og slud, så harmange faktisk taget løb til sig og gjort det til en vane – ja, en artidentitetsmarkør. Løb er en af tidens mest populære motionsformer, og manforstår godt hvorfor. Ud over at løb er sundt, så er det også en fremragendeafstresningsmetode. Ja, for nogle er løb en art zen meditation, hvor sindettømmes, og gøres klar til nye perceptioner og iagttagelser.

For de som har svært ved atmotivere sig, har jeg følgende råd, som måske kan hjælpe Jer på vej: Anskaf diget puls ur – eller et stopur – og noter dine tider og evt. puls. Eksempelvishvor lang tid, det tager dig for at løbe ned til den nærmeste busstopsted(minimum 500 m). Og insister efterfølgende over for dig selv, at næste gang skal du slåden satte tid med minimum 10 sekunder, og næste gang med 20 sekunder ogfremdeles. Pointen er, at ”mål” er motivationsfremmende. Du kan med fordel også tilmeldedig et løb – 5/10 km – og bruge løbet som mål. Således bliver ens løbetræningformålsorienteret. Og således kommer man nemmere "ud af døren" - også selvom det er koldt og mørkt!

Og sluttelig: Husk de rigtigeløbesko. Det kan være vældig fristende at købe sko i Bilka/Føtex for 300 kr.Men det er ligesom at pisse i bukserne en kold vinterdag – det varmer istarten, men senere fryser man i hoved og …!

God tur

Nødvendigheden af at vove et opgør med hinduismens præstevælde

2011-11-21T18:29:00.001-06:00

Indledning

Når Jesus villeforklare noget abstrakt for andre – det kunne være sine trofaste tilhængereeller modstandere – så benyttede han sig ofte af en ejendommelig genre, derkaldes lignelse. Lignelser er billedfortællinger, hvor man med ’billeder’ fradagligdagen søger at forklare eller tydeliggøre noget, der er abstrakt. Jesusbrugte flittigt lignelser, når han ville anskueliggøre hvad gudsriget, gudsegenskaber etc. var for nogle størrelser.[1]

Denne blog handlerikke om lignelser, men om hinduismens præstevælde, som, efter min vurdering, eren manifestering af det hinduistiske kastesystem. Og om hvordan hinduer bevidstog ubevidst legitimerer dette system. For at tydeliggøre min pointe agter jegat benytte mig af et eksempel fra dagligdagen.

Artiklens tese

Men nu til selvebloggens tese, der kan virke en anelse provokerende. Men jeg kan garantere, atdette ikke min hensigt. Jeg harligeledes heller ikke til formål at træde på andres religiøse følelser ellerfornærme deres livsstilsvalg. Jeg søger blot at sætte ord på nogle af minerefleksioner – hvilket i grunden også er mit primær ærinde med min blog”Øieblikket”: Nemlig at anskueliggøre emner fra alternative vinkler, og dermed skabe en konstruktiv debat.

I nærværende blog vil jeg argumenterefor, at hinduer, der benytter sig af hinduismenspræster – fx i forbindelse med gudstjenester, bryllupper, pubertetsfester – mereeller mindre legitimerer kastesystemet og blåstempler derved kastevæsenetsindbyggede ideologi.

Denne polemiske oglidt intimiderende udmelding vil sikkert af nogle blive betragtet som etangreb på deres integritet. Men ikke desto mindre er det en pointe, jeg agterat anholde, og som jeg vil argumentere for, så godt det er mig muligt. Jeg vil doggerne slå fast med syv tommer søm, at denne blog ikke er ment som et angreb påenkeltpersoner eller hindupræster som sådan. Bloggen er derimod en reflekterendekritik af en institution, der uomtvisteligt hviler på et diskriminerende ogforskruet menneske- og samfundssyn, og som jeg af principielle og humanistiske grundemå forkaste.

Hinduismens præstevælde er kastevæsenetshelle

Det hinduistiskepræstevælde og kastesystemet er to sider af samme sag, der bekræfter ogverificerer hinandens tilstedeværelse. Præstevældet henter uforbeholdent sineksistensberettigelse i det hierarkiske opdelte kastesystem, der inddeler borgerne i forskelligesamfundslag baseret på deres fødsel. Omvendt lader kastevæsenet sig manifesterei landskabet i form af præstevældet.

Varna og Jati

Når man opererermed det hinduistiske kastesystem, så skelner man gerne mellem to typer afsystemer: Varna-system og Jati-system. Hvis man tager den sidsteførst, så er Jati, kastesystemet ipraksis. Der findes utallige af Jatieri Indien og Sri Lanka. Man fødes ind i en bestemt jati, som er en art stigmafor livet.[2]

Varna-systemet er derimod kastesystemetsabstrakte ideologi, som de forskellige Jatier knytter sig til. Modsat Jatier erder kun fire Varnaer: Brahman, Ksatriya,Vaisya og Shudra. De fire Varnaer indgår i et hierarkisk socio-religiøst stratifikationssystemmed den rituelt rene Varna som den højtstående og de rituelt mindre rene Varnaersom de laverestående[3]:

Høj grad af renhed

Mindre grad af renhed

Brahman( de gejstlige)

Ksatriya( krigerklasse)

Vaishya( handelsfolk)

Shudra(tjenestefolk)

Som de fremgåraf tabellen ovenfor, betragtes brahman-klassen som værende den rituelt renekaste i kastehierarkiet, og af samme årsager udgør de også kernen i hinduismenspræstevælde.

Præsterne – dvs.de gejstlige – har altid indtageten fremtrædende rolle i de traditionelle ikke-sekulære samfund, eftersom de afmagthaverne betragtedes som værende uundværlige i samfundenes religiøsepraksis. Det traditionelle indiske samfund var religiøst forankrede, hvorforman var af den overbevisning, at de daglige rituelle handlinger var uundværligei forhold til opretholdelsen af samfundets kosmiske orden. Denne tankegang erstadig dominerende i mange traditionelle hindusamfund, og derfor indtagerpræsterne stadig en vigtig rolle – fordi kun de, ifølge den herskenderenheds-diskurs, er i stand til at opretholde den kosmiske orden. De andre såkaldtekaster udelukkes derfor fra præstegerningen med den begrundelse, at de ihenhold til Varna-ideologien ikke er rituelt rene nok.

Der kan derforikke herske nogen tvivl om, at hinduismens præstevælde er en legemliggørelse afkastesystemet. Og derfor kan nødvendigheden af et opgør med præstevældets nuværende form ikkeunderspilles – hvis man vel at mærke har til hensigt at eliminere kastesystemetfra samfundet. For som jeg har tilkendegivet ovenfor, så legitimererpræstevældet og kastevæsenet hinanden.

Sagt på en andenmåde: Det er udtryk for det rene naivitet, hvis man oprigtigt tror, at det ermuligt at bekæmpe kastesystemet, uden også at reformere præstevældetsstrukturelle form. Præstevældet giver, med sin eksisterende struktur, næringtil kastesystemet, hvorfor et radikalt opgør med hinduismens præstevælde er enforudsætning, hvis et kasteløst, egalitært tamilsk samfund skal realiseres.

Ovenståendekritik af præstevældet er naturligvis ikke min alene. Jeg bygger blot videre påen kritik, som har eksisteret i flere årtier. To af de mest prominentekritikere af det hinduistiske præstevælde var dalit-lederen[4],juristen og samfundskritikeren, Ambedkar, og den sydindiske rationalist ogrevolutionær tænker E.V.Ramaswamy[5].Begge advokerede for nødvendigheden af et opgør med præstevældet, hvis detundertrykkende kastesystem skulle elimineres fra det indiske samfund. Lige somundertegnede, så de også præstevældet som symbol på kastesystemet.[6]

En ’fiktiv’ fortælling fra dagligdagen

Lad osforestille os den situation, at en butiksindehaver i byen – som sælger tøj tilmænd og kvinder – søger 3 nye medarbejdere til sin butik. Flere interesserede –både mænd og kvinder – søger stillingen. Men de opslåede stillinger går til tremandlige ansøgere(umiddelbart nok grundet deres faglige kvalifikationer). Men nogettid senere viser det sig, at de kvindelig ansøgere blev frasorteret grundetderes køn. Kvinderne blev medandre ord udsat for kønsdiskrimination.

Nogle månedersenere afholder butikken et omfattende udsalg, hvor butikkens eksklusive varer sælgestil langt under halvpris. Et fristende tilbud, som er svært at sige ”nej” til.Men kan man tillade sig at handle i den pågældende butik, velvidende at der harfundet omfattende kønsdiskrimination sted? Og hvis man vælger at handle,hvilket signal adresserer man så internt og eksternt?

Man kan forestillesig følgende typer af menensker: detegoistiske, det holdningsløse, det understøttende og sluttelig det etiske menneske.

Egoisten	Egoisten er ligeglad med de kvindelige ansøgere, fordi denne udelukkende tænker på sin egen nytteværdi. Han/hun er nødvendigvis ikke tilhængere af kønsdiskrimination, men sætter som udgangspunkt sine egne behov højere, end at kæmpe for andres basale rettigheder. Så egoisten ville, med henvisning sit subjektive behov, handle i butikken.
Medløberen( det holdningsløse menneske)	Det holdningsløse menneske reflekterer desværre ikke over sin egen virkelighed. Personen her følger ureflekteret nogle prædefinerede normer, traditioner og kulturelle mønstre, fordi alle gøre det – og det har man stort set altid gjort. Medløberen tager sjældent stilling til sit liv – han/hun handler pr. instinkt. Medløberen ville derfor handle i butikken.
Chauvinisten	Modsat medløberen så reflekterer chauvinisten trods alt mere over sin handling. Han vil handle i butikken, fordi han - ud over nytteværdien – er glødende patriarkalsk, og ser ikke forskelsbehandling af kvinder som værende et problem i sig selv – tværtimod ser han det som værende naturligt.
Etikeren	Etikeren vil ikke sætte sin fod i butikken, fordi han/hun rent etisk og principielt ikke kan tolerere diskrimination under nogle omstændigheder. Etikeren er et reflekterende menneske, der har en kritisk, reflekterende tilgang til tilværelsen, og sætter altid sine etiske principper højere end sin personlige nytteværdi. For etikeren skal tilværelsen vælges, hvilket kræver at man eksistentielt tager stilling til de valgmuligheder man nu engang stilles over for.

Hvis manvurderer de fire aktørers ”aktier” i ovenstående kønsdiskriminations-sag, så erdet kun etikeren der har ”ryggen fri”. For både egoisten, medløberen ogchauvinisten legitimerer – enten direkte eller indirekte – kønsdiskrimination,i og med de alle har handlet i butikken. Ved at lægge deres penge i butikkenhar de mere eller mindre anerkendt butiksindehaverens diskriminerendeforehavende. Det er her etikeren skiller sig ud. Etikeren havde qua sinkritiske sondering nægte at handle i butikken, fordi han/hun var vidende om deprincipielle og etiske konsekvenser – etikeren ønsker ikke at anerkendediskrimination. Etikerens pointe er nemlig, at man nødvendigvis ikke skaludføre diskrimination i praksis for at diskriminere. At vende det blinde øjetil diskrimination er også diskrimination. Og det kan etikeren meget vel haveret i.

Læseren af denneartikel må selv vurdere sin ståsted i forhold til ovenstående skema.

Præstevældet og hinduer

Den fiktivefortælling om butikken, der udelukkede kvindelige ansøgere pga. deres køn, afviger ikke spor fra forholdene i dethinduistiske præstevælde, som allerede set bygger på en lignendediskrimination. Faktisk er diskriminationen inden for det hinduistiskepræstesystem ideologisk funderet. Dette er nødvendigvis ikke tilfældet medeksemplet ovenfor. Men selvom hinduismens præstevælde er en manifestation afkastesystemet, så synes mange hinduer desværre at sætte kikkerten ved detblinde øje, og bruger regelmæssigt præsterne – både i templerne og i privaten. Ogligesom ved eksemplet ovenfor kan man opstille følgende aktører, og diskutere bevæggrundenefor deres respektive adfærd: Egoisten,den indholdsløse medløber, chauvinisten og endelige den principfaste etiker.

Egoisten	Han/hun er ligeglad med præstevældets diskriminerende ideologi, fordi denne udelukkende tænker på sin egen nytteværdi. Han/hun er nødvendigvis ikke tilhænger af kastesystemet, men er på den anden side heller ikke kritisk over for det. Egoisten er alene fokuseret på at opfylde sine behov, og sætter derfor som udgangspunkt sine egne behov højere end at kæmpe for andres basale rettigheder.
Medløberen( det ’tomme’ menneske)	Denne person reflekterer desværre ikke over sin egen virkelighed. Personen her følger ureflekteret nogle prædefinerede normer, traditioner og kulturelle mønstre, fordi alle gøre det – og det har man stort set altid gjort, og ser derfor ingen grund til at ændre på det. Derfor bliver denne person typisk gift i et hindutempel med præsternes deltagelse og dyrker samtlige religiøse ritualer – fordi det er noget man bare gøre. Denne person er nødvendigvis ikke religiøs, ligesom denne person nødvendigvis heller ikke er aktiv kastepraktiker. Medløberen forholder sig sjældent eksistentielt til tilværelsen.
Chauvinisten	Modsat medløberen så reflekterer chauvinisten trods alt mere over sin handling. Han/hun bruger templet og præsteskabet med stor glæde, fordi denne – ud over nytteværdien – er glødende kastepraktiker, og ser ikke forskelsbehandling af andre som værende et problem. Tværtimod er kastebevidsthed en essentiel del af dennes identitet. Denne person tager faktisk stilling til sit eget liv – selvom dennes interesser kan hvile på et diskriminerende grundlag( kastesystemet).
Etikeren	Etikeren vil ikke aktivt tage del i ritualerne, hvor præsterne indtager en vigtig rolle, fordi han/hun rent etisk og principielt ikke kan tolerere diskrimination under nogle omstændigheder. Etikeren er et reflekterende menneske, der har en kritisk reflekterende tilgang til tilværelsen og sætter sine etiske principper højere end sin personlige nytteværdi. Ifølge etikeren er det at bruge præstevældet det samme som at anerkende kastesystemet, fordi præstevældet ifølge etikeren er et symbol på kastevæsenet.

Jeg vil ikke stillemig til dommer for andres positioneringer i forhold til eksemplet ovenfor. Jegvælger derfor at give læseren af artiklen retten til at vurdere sit ståsted iforhold til ovenstående skema. Men jeg agter dog alligevel at afslutte artiklenmed at reflektere lidt over etikerens valg. Hvorfor vælger etikeren, somhan/hun nu engang har gjort?

Etikerenskritiske stillingstagen – både i forhold det første eksempel og eksempletovenfor – skal ses i lyset af etikerens kritisk-reflekterende ståsted. Han/hunhar gjort det til en dyd at reflektere over den virkelighed denne nu engang erplaceret i, og vil aldrig hovedløst indtage en rolle han/hun ikke kan forsvareetisk. Og det er grundet denne refleksion etikeren forholder sig kritisktil det hinduistiske præstevælde.For han/hun ved qua sin refleksion at en anerkendelse af præstevældet også eren anerkendelse af det diskriminerende kastevæsen. Og etikeren vil under ingenomstændigheder legitimere kastesystemets diskriminerende ideologi, og det er pådenne baggrund han/hun vælger at forholde sig distanceret til præstesystemet.For man skal nødvendigvis ikke praktiserer diskrimination for at diskriminere. Atapplicere en diskriminerende institution uden at adressere en kritik er ogsådiskrimination, ifølge etikeren. Og det kan etikeren meget vel have ret i. Ogset fra etikerens optik, så er der desværre i Danmark mange tamilske ”skabs-kastepraktikere”,eftersom mange af dem synes at bakke op omkring det eksisterende præstevælde.

Jeg vil gerne herpå falderebet igen understrege, at denne artikel ikke har til formål at angribeenkeltpersoner, præster, hinduer eller hinduismen for den sags skyld. Jeg harblot søgt at anskueliggøre de moralske problemer som klæber sig til dethinduistiske præstevælde. Jeg plæderer ikke for afskaffelsen af præstevældet –nej, jeg ønsker blot en liberalisering af præstevældet, således alle der harlyst og interesse for at gøre karriere som hindupræst i et anerkendt hindutempelskal have mulighed for at realisere sin drøm – uanset køn og sociale baggrund. Og indtil det sker, bør hinduerne forsøgeat minimere præsternes rolle i de ritualer handlinger – og måske udviklepræsteløse ritualer. Og det er muligt! Jeg mener ikke de hinduistiske ritualerskal afskaffes. Jeg plæderer blot for nødvendigheden af at vove det hidtilutænkelige – nemlig at eliminere præsterne fra ritualerne. For kun herved kanman rokke ved kastevæsenets fundament.

”At vove er at tabe fodfæste en stund. Ikke atvove er at tabe sig selv” -Kierkegaard

Bas kanthavanam,Odense C, 2011

Jeg tilbyder gerne foredrag om dette emne og stiller også gerne op til evt. debatarrangementer, hvor jeg vil uddybe og eksplicitere mine pointer. Interesserede er mere end velkommen til at kontakte undertegnede via min mail el. pr. telefon.

Mailadresse: stud_rel@hotmail.com

www.facebook.dk/kanthavanam

[1] ”Lignelse” in www.leksikon.leksikon.dk , URL: http://leksikon.religion.dk/word.htm?w=lignelse, 16.11.11

[2] Dumont, Louis: HomoHierarchicus, Chicago 1980

[3]Heltuden for varna-systemet finder vi de såkaldte urørlige – eller dalitter for at bruge et politisk korrekt term.Dalitterne betragtes som rituelt urene, og af samme årsager holdes de påafstand af de mere ’rene’ kaster, som nægter at komme i berøring med dem –deraf betegnelsen ’ de urørlige’.Ifølge kastesystemets indbyggede logik er den kaste man nu engang måtte tilhøreikke noget man har tilegnet sig, men noget man er født med, og som man aldrigkan undslippe. Kastesystemet er med andre ord et biologisk stigma for livet. Ogsom det gengives i Bhavadgita, og som Mohanandas Gandhi siden har bekræftet,skal den enkelte passe sin kastemæssige pligter. For ethvert forsøg på atspringe kasten – dvs. at undvige sine kastemæssige pligter – ville resultere ikaos.

[4] Dalit: et politisk korrektbetegnelse for de såkalte ”urørlige”

[5] www.periyar.org

[6] Jaffrelot, Christopher:India’s Silent Revolution, London 2003

samme ritual - uanset seksuel orientering

2011-11-15T18:01:00.001-06:00

De homoseksuelle skal ligestilles med de heteroseksuelle - også i kirken. At opfinde et nyt vielsesritual der skal gælde for de homoseksuelle er på ingen måde udtryk for ligestilling - Manu Sareen. De homoseksuelle og de heteroseksuelle skal vies under samme vilkår og dermed under samme ritual. For det andet er just forklædt forskelsbehandling og i realiteten en undervurdering af de homoseksuelles kærlighed.

Meget snart på øieblikket: " Et nødvendigt opgør med hinduismens præstevælde"

/bas kanthavanam

Pia Kjærsgaards opgør med Jesu etik

2011-09-14T17:15:00.000-05:00

Danskfolkeparties ubestridte leder, Pia Kjærsgaard, fremlagde forleden et økonomisklovforslag, der skulle forringe ulandsbistanden med ca. 300 mio kr. Og pengende man ville spare ved forringelsen skulle, ifølge Pia Kjærsgaard, i stedet bruges på Danmarks ældre. Ogda hun med rette blev spurgt om, det overhovedet var etisk forsvarligt attage penge fra de fattige og udhungrede afrikanere, blot for at give dem til, iforhold til afrikanerne, nogenlunde velhavende danske ældre, så svarede Pia Kjærgaardselvsikkert og uden tøven, at eftersom Danmark giver væsentlig mere i ulandsbistandend hvad der forventes, så kunne hun ikke se det store moralske kvæler vedforehavendet. Det er er korrekt at Danmark giver ca. hvad der svarer til 1milliard mere end hvad der forventes af et land med Danmarks størrelse. Så idet perspektiv, så har hun ret. Men hvis man reflekterer over Pia Kjærsgaardsargumentation i forhold til den kristne etik og kristendom, som Danskfolkeparti ellers sidestiller med danskhed, demokrati, næstekærlig etc., såer Pia Kjærsgaards argument en ukristelig af slagsen. Ved at tegne en kalkuleover vore forpligtelser over for vores næste, går hun i grunden imod Jesusetiske budskab. Ifølge Jesu etik, så er menneskets forpligtelse over for sinnæste ubetinget, og kan under ingen omstændigheder sættes i en formel – hvadPia Kjærsgaard ellers gør ved at plædere for at Danmark faktisk gøre mere endhvad der forventes af os. Men fra et kristent etisk perspektiv kan mennesketaldrig gøre nok for sin næste – for vi kan altid gøre mere. Detteeksemplificerer Jesus i bibelen med flere lignelser, og i bjergprædiken bliver detteetiske grundprincip udlagt radikalt. Mennesket ville netop derfor, kristeligt set,altid være en synder - fordi vi aldrig kan gøre nok for vores næste. Og netop derfor kan vi ikke før regnskab over vore humanistiske forpligtelser. Dette er Jesuetiske budskab. Og derfor er Pia Kjærsgaards kalkule-argumentation i grundenukristeligt!

Godt valg!

- Anbe Sivam

Refleksion: "Anna Hazare" - sagen

2011-09-05T17:15:00.002-05:00

Den indiske aktivist, Anna Hazare(74), sattefor et par uger siden med sin sultestrejke Indien ud i torvene -indenrigspolitisk set. Sultestrejken, som fik opbakning fra nogle af Indiensmest prominente personligheder, havde nær startet en decideret politisk krise iverdens største demokrati.

Antikorruption- bevægelsen

Hazaressultestrejke hvilede på et nobelt formål: Opgør med den stigende korruption iIndien. Og Hazare er den ideologiske drivkraft bag projektet, som udviklede sigtil en folkelig bevægelse, der hurtig blev landskendt som, Anti-Corruption movement, og mange prominente personligheder fradet bedre borgerskab og showbizz bakkede Hazare op.

Hazares ærindemed sin bevægelse var, som nævntfor oven, at bekæmpe korruptionen i Indien, som, efter Hazares egen opfattelse, er en hindring forIndiens udvikling. Derfor krævede han og hans ligesindede, at man fra politiskside vedtog love, der skulle sætte en stopper for den stigende korruption ilandet. Og for at eksplicitere sit projekt og krav til politikerne indledteHazare en sultestrejke, der varede over én uge. Hazare indstilledesultestrejken, da han fik de nødvendige indrømmelser fra politisk hold. OgHazare er siden blevet en legemliggørelse af antikorruption.

Min kritiskerefleksion

Selvom jeg delerHazares social indignation, og jeg rubricerer da også Hazares projekt somværende nobelt, så mener jeg alligevel, at de som har bakket ham op, har ageretud fra deres følelser, frem for deres fornuft. Når jeg reflekterer over Hazare-sagen,så er Hazares metode – sultestrejken – aldeles problematisk for det modernedemokrati. Men før jeg præciserer min pointe yderliggere, ville jeg kortafgrænse demokrati-begrebet og sætte den ind i historisk kontekst,

Detgræske demokrati

Det siges at demokratietopstod i det gamle Grækenland – nærmer bystaten Athen – i den klassiskeperiode( omkring. 500 – 323 fvt.). I den klassiske Athen havde man, efterdatiden standard, et velfungerende folkestyre. Borgerne – dvs. de som havdeborgerrettigheder( mænd over 20 år med athensk borgerskab) – kunne viastemmeafgivning præge bystatens politiske beslutninger. Det athenske demokrativar både et begrænset og direkte demokrati. Begrænset, fordi Athens demokratikun var forbeholdt en udvalgt enklave – nemlig mandlige borgere over 20 år medathensk borgerskab. Kvinder med athensk borgerskab, immigranter og slaver havdeeksempelvis ingen politiske rettigheder. Dernæst var det athenske demokratidirekte, fordi de athenske borgere troppede direkte op på folkeforsamlingen iAthen og afgav deres stemmer – gennem hvilke de påvirkede de politiskebeslutninger.

Detmoderne demokrati

Det modernedemokrati tager – ligesom det græske – udgangspunkt i folkets vilje. Statenskal så at sige regeres ved folkets vilje. Men modsat det gamle Athens direktedemokrati, så er det moderne demokrati indirekte og repræsentativt. Et modernedemokrati som det indiske hviler på parlamentariske principper, hvor flertalleti parlamentet, valgt ind af folket, har regeringsmagten. Og det er de folkevalgtepolitikere – parlamentarikere – der, på vegne af folket, skal styre landet.Derfor er det moderne demokrati et repræsentativt demokrati. Men nårparlamentet lader sig dirigere af eksterne forhold såsom sultestrejke,selvdestruktive adfærd som selvmord eller demonstrationer, så mister detmoderne demokrati sin repræsentative status. For så er det ikke længere defolkevalgte politikere der styre landet, men folket direkte, og dermed er derreelt tale om et direkte demokrati. Derfor er udfaldet af Hazare-sagen etproblem for Indiens repræsentative demokrati. Og det har de, som støttede Hazare, undladt at tænke over –muligvis fordi deres støtte tog udgangspunkt i deres følelsesregister fremderes rationale. Jeg plæderer på ingen måde for, at folkets mening skal ties ihjel.Politikerne skal så absolut lytte til borgernes meninger. Men de folkevalgteparlamentarikere må ikke direkte lade sig dirigere af folkets krav. For hvisdet er tilfældet, så ender vi med at få et dysfunktionelt demokrati, der iværste tilfælde kan resultere i anarkistiske tilstande. Hvordan sikrer deindiske parlamentarikere eksempelvis at Hazare-sagen ikke danner præcedens?Hvad vil man gøre næste gang en borger vælger at ty til sultestrejkemetoden? Ellerhvis en tredje truer med at sætte ild til sig selv? Der skal være et dialektiskforhold mellem folket og de folkevalgte, men de folkevalgte må aldrig lade sigdirekte styre af folkets vilje, for så har vi ikke længere et repræsentativtdemokrati.

- Anbe Sivam

Dansk nationalisme: Fra 1864 til 2011

2011-08-26T11:06:00.001-05:00

1864 – hvad udad tabes, skal indad vindes

Dansk nationalisme blev skabt på alteret af 1864-nederlaget, hvor Danmark geografisk set blev reduceret med en 1/3 og befolkningsmæssigt med 1/5. Med nederlaget blev Danmark – set med stormagtspolitiske briller –reduceret til en uinteressant ministat. Men det skulle dog snart vise sig, at nederlaget hurtigt fik en eksistentiel vending for landet nord for Kongeåen. Man begyndte straks efter nederlaget at vende blikket ’indad’, og det danske sprog, den evangelisk-lutherske kristendom, de danske landskaber, det danske landbrug etc. blev med et væk genstand for en art kultdyrkelse. Danmark var med et omdannet til en nationalstat bestående af én etnicitet, én fælles religion, et fælles sprog, en kultur osv.

Jordskredsvalget og Glistrup

Danmarks status som nationalstat forblev nogenlunde intakt helt frem til 1960’erne. Men med højkonjunkturen i 1950’erne og 60’erne vender billedet en anelse. Danmark vælger, grundet den stigende mangel på hænder på arbejdsmarkedet, at hente arbejdskraft fra udlandet. Der kommer i perioden arbejdere fra især lande som Tyrkiet og Pakistan – dvs. immigranter med muslimsk baggrund. Med denne immigration bliver den danske nationalstat udfordret på sin ensartethed. Oven i dette bliver Danmark i 1973 en del af den europæiske sammenslutning, EF( nu EU). Året 1973 – også kendt som jordskredsvalget – er et skelsættende år i moderne dansk historie. Foruden Danmarks indtrædelse i den europæiske union, er 1973 også året hvor Danmark så fem nye politiske protestpartier, der opstod som reaktion på tidens politiske diskurs. Af de fem protestpartier, er det vel nok Mogens Glistrups fremskridtsparti, der har skabt størst røre i den hjemlige andedam. Fremskridtspartiet var et typisk populistisk protestparti, der førte sig frem som værende et skattekritisk og indvandringsfjendsk parti, og med den karismatiske jurist, Mogens Glistrup i spidsen, lykkedes det partiet at storme ind i tinget med ikke færre end 28 mandater ved valget. Fremskridtspartiets radikale politik var dog ilde set af de øvrige partier, og de afslog at samarbejde med Glistrup & co., hvilket resulterede i at fremskridtspartiet blev sat uden for politisk indflydelse trods partiets 28 mandater. Og noget tid efter partiets sensationelle valgsejr blev partiets patriark og koryfæ, Mogens Glistrup, anklaget for skattefusk, hvorfor han i 80’erne måtte bringe flere år i fængslet. Glistrups fængselsstraf og dennes efterfølgende rabiate ytringer om muslimerne resulterede i en intern splittelse, og i 1997 brød Glistrups tidligere MF-suppleant, Pia Kjærsgaard, med fremskridtspartiet og stiftede et nyt parti, Dansk Folkeparti(DF). Mogens Glistrup vendte dog tilbage til fremskridtspartiet, men uden det store slagkraft.

DF – bringing danish nationalism back in

Selvom Pia Kjærsgaard brød med fremskridtspartiet og stiftede DF, så vendte hun aldrig partiets skarpe kritik af indvandring ryggen. Den indvandringsfjendske retorik fortsatte uforandret i DF – og gør det i den grad stadig. Dansk folkepartis varemærke er uden tvivl partiets stærkt nationalistiske profil. Temaer som dansk kultur, danske værdier, danskhed, den kristne religion, en stram udlændinge politik, modstand mod EU er nogle af de bærende elementer i DF. Og af de ovenfor nævnte mærkesager er det især kampen mod indvandringen –indvandring fra den 3. verden i almindelighed og indvandring fra muslimske lande i særdeleshed – som har partiets altoverskyggende første prioritet. Og man kan derfor godt hævde, at DF i grunden står i gæld til de såkaldte nydanskere, som partiet ellers retter sit skarpe skyts mod. For uden indvandring, ingen DF! Selvom det godt kan lyde en anelse absurd at hævde, at DF er afhængig af indvandring, så er det ikke desto mindre en kendsgerning, at DF, hvis de skal fastholde deres vælgertilslutning, er nødsaget til at holde værdidebatten og udlændingedebatten i live. Derfor oplever man gang på gang, hvordan DF og dets trofaste partisoldater forsøger at holde udlændingedebatten i live via kontroversielle udsagn. I den kommende folketingsvalg vil DF med al sandsynlighed forsøge at få udlændingedebatten på dagsorden, og dette til trods for at de fleste politiske iagttagere venter en valgkamp, der ville stå i økonomiens tegn.

Det er indlysende for de fleste iagttagere af dansk politik, at DF er et nationalistisk parti, der har fundet sin plads i dansk politik ved bl.a. at projicere indvandringen fra den 3. verden som art trussel mod Danmark og de såkaldte danske værdier. Og det er da også lykkedes partiet at stimulere en diskurs, der fremstiller indvandringen – herunder især den muslimske indvandring – som en trussel mod den danske enhedskultur og Danmark. Og som regeringens parlamentariske grundlag – og dermed tungen på vægtskålen – er det lykkedes DF at gøre deres indflydelse gældende. Inden for de sidste år er der vedtaget love og stramninger i folketinget, der kolliderer med regeringspartiernes – venstre og de konservative – ellers så liberale selvforståelse. Post 2002 er der sket et sporskifte i dansk politik. Danmark er gradvist begyndt at lukke om sig selv, og love som begrænser borgernes basale rettigheder er efterhånden gået hen og blevet hverdagskost. Som eksempel på ovenstående kan man henvise til den såkaldte tuneserlov og lømmelpakken. Ifølge den første, så er det tilladt PET – politiets efterretningstjeneste – at sende borgere uden dansk statsborgerskab ud af landet, hvis de ifølge PET er til fare for landets sikkerhed, uden rettergang. Den nævnte lov er en krænkelse af borgernes retssikkerhed og bryder fundamentalt med de grundlæggende retsprincipper.

Det sidste skud på DF-stammen er den famøse grænsekontrol, som DF har fået gennemtvunget i forbindelse med 2020-forhandlingerne, som kompensation for partiets løftebrud. Det står klart for de fleste, at DF har fået grænsekontrollen som betaling for partiets støtte til regeringens forringelse af efterlønnen. En ordning som Pia Kjærsgaard i øvrigt har givet sin fulde støtte til tidligere.

DF er ingenlunde et anti-demokratisk parti. Men der er aspekter i DF, som kan have en destabiliserende virkning på demokratiet. Hvorfor og hvordan, vil jeg redegøre for i en ny blog…!

/Bas Kanthavanam

Sørine Godtfredsens dobbeltmoral står lysende tilbage

2011-08-08T04:34:00.000-05:00

Terrorhandlingerne i Oslo og Utøya den 22. Juli har forståeligt nok fyldt en del i de nordiske medier. Det har væltet ind med kronikker og ekspertudtalelser, der forsøger at afdække og formidle massakren til omverdenen. Den danske præst, Sørine Godtfredsen(SG), bragte for en uge siden – ud fra sit kristent højrenationalistisk ståsted – en kronik i berlingske tidende, som i den grad har provokeret både læsere, kommentatorer og politikere. I kronikken med den intimiderende titel ”lad os bruge Breikvik rigtigt” forsøger hun at komme bag om terrorhandlingen, der rystede Norge for snart 3 uger siden. Med, efter hendes eget udsagn, uklare formuleringer får hun manifesteret, at det er vigtigt at lytte til Anders B. Breivik’s signaler og på denne måde se rationalet i hans handling. Det er især brugen af begrebet rationale, der har provokeret mange. Rationale kommer af det latinske ratio, som betyder fornuft/årsag. Og med dels formuleringen ” hans rationale står lysende tilbage” og ikke mindst med den absurde overskrift ” lad os bruge Breivik rigtigt” får hun på tragisk vis antydet, at Breiviks uhyrligheder har en snært af fornuft over sig, og at de kan appliceres funktionelt - deraf titlen ” lad os bruge Breivik rigtigt”. Det hun skriver er selvsagt dysfunktionelt, hvilket også er resulteret i en massiv kritik – selv hendes ideologiske fæller har lagt luft til hendes kronik.

Selvom jeg ingenlunde deler SG’s synspunkter - hverken dem hun fremlægger i den nævnte artikel eller hendes generelt højrenationalistiske og tidehverv inspirerede synspunkter, så har jeg dog svært ved at forestille mig, at SG havde til formål at vise sympati for en kristen-nationalistisk terrorist som Anders B. Breivik og dennes uhyrligheder. Derfor deler jeg heller ikke den tone som præger politikens Lars T. Mogensens kommentar til SG. Jeg er enig med Trier Mogensen i, at SG skal konfronteres, men det er på den anden side også vigtigt at adressere kritikken med en hvis anstændighed og selvrespekt.

Vender vi tilbage til SG’s kronik, så er der som udgangspunkt intet galt i at dechifrere andres forskruede verdensbilleder. Tværtimod er det vigtigt, at der er intellektuelle, der gider at bruge kræfter på at afkode de herskende diskurser i samfundet. Problemet med SG er derimod, at hun ikke har ladet sig nøjes med at afkode Breiviks projekt – nej hun sætter ham ind i historisk ramme, og forsøger herved at trække en linje tilbage til de historiske spændinger mellem kristendom og islam. Ved at trække på historien og de spændinger der har været mellem kristendom og islam, er det lykkedes SG at pacificere Breiviks rolle. Set fra helikopterperspektivet, så er det, ifølge SG, ikke Breivik, der er den reelle gerningsmand til massakren – nej morderen er ’multikulturalismen’. Og de, som går ind for multikulturalisme, har derfor det reelle ansvar for massakren. Sagt med andre ord, så er det norske arbejderparti(AP) og de unge socialdemokrater(AUF) selv skyld i den skæbne, der hændte dem den 22. Juli. Det er er her kæden hopper af for SG. For ikke nok med at pacificere morderens rolle, så er det også lykkedes hende at placere ansvaret hos ofrende. Hun formulerer med andre en art kannibalisme, der implicit plæderer for, at de unge socialdemokrater i overført betydning åd hinanden op! Reduktionisme af denne art er selvsagt dysfunktionelt og usagligt. Vi placerer da heller ikke ansvaret hos bilproducenterne, når trafikanter omkommer i trafikken?

Når man anvender historiske hændelser som argument, så har man også en pligt til at være tro mod dem. Det har SG forsømt. Selvom SG har ret i, at der er eksempler på spændinger mellem kristendom og islam i historiens løb, så er der også gode eksempler på det modsatte. Men dem har SG – sikkert grundet hendes religiøse og politiske overbevisninger – negligeret helt og aldeles. For ligesom der er eksempler på sammenstød mellem den kristne og muslimske kultur, er der også eksempler på positive kulturmøder. Men ifølge SG’s paranoide selvforståelse ville et møde mellem islam og kristendom altid resultere i et sammenstød, og terroren den 22.juli i Norge er eksempel herpå. Men SG har heldigvis ikke ret. Men at en nationalist som SG fremstiller islam som en decideret trussel for vesten kommer nok heller ikke som en overraskelse for de fleste.

Sluttelig kan man med rette spørge SG, hvorfor hun ikke har forsøgt at forstå islamiske terroristers rationale? Efter min bedste vurdering kunne hun snildt have skrevet en kronik med titlen ”Lad os bruge de islamiske terrorister rigtigt”, hvor hun – akkurat ligesom med Breivik – dykker ned til de islamiske terroristers rationale, og dermed få en forståelse for deres handlinger. Akkurat ligesom med Breivik. Men det ville SG naturligvis aldrig gøre, og derfor står hendes dobbeltmoral lysende tilbage..!

/Bas Kanthavanam.

Al-Qaeda?, så en konvertit? Nej bare en lyshåret højreradikal nordmand

2011-07-28T05:47:00.000-05:00

Massakren i Oslo den 22.juli fremstår, forståeligt nok for de fleste, som en grusom og meningsløs terrorhandling, og selvom terrorens menneskelige konsekvenser vejer tungest og med rette har de flestes opmærksomhed, så afslørede massakren også hvor dekadent og forudindtaget de danske medier og deres såkaldte journalistiske ’eksperter’ var i forbindelse med dækningen af Oslo-massakren. De danske mediers forudindtagede meninger om islam og muslimer kom nemlig tydeligt frem i fredags. Knap nok var nyheden om bomben i Oslo kommet til Danmark, før fremtrædende danske medier og deres såkaldte eksperter placerede skylden og ansvaret hos islamiske ekstremister. På tv2-news sagde kanalens terror-”ekspert”, Niels-Brinch, næsten skråsikkert, at bomben, der sprang i regeringskvarteret i hjertet af Oslo, var placeret af muslimske fundamentalister. De andre danske medier – undtagen nogle få – fulgte ligeledes i dennes stigmatiserende og fordomsfulde fodspor, og gav uden tøven islamiske ekstremister skylden for tragedien, og dette til trods for, at der kort efter skyderierne på Utøya kom vidneudsagn, der klart og tydeligt pegede i en helt anden retning. Ifølge vidneudsagn fra øen var gerningsmanden nemlig af etnisk norsk observans. Men denne vigtige meddelelse blev overhørt, og på TV2-news valgte man tilsyneladende at holde fast ved ignoranten, Niels-Brinchs, tese om muslimsk terrorangreb. Niels-Brinch skulle eftersigende havde udtalt, at den der muligvis var tale om en konvertit, og hermed syntes Niels-Brinch at holde fast på sit forudindtaget syn på islam.

Modsat de danske medier undlod de norske medier – eksempelvis VG, NRK – og det norske politi at komme med forhastede og stigmatiserende konklusioner. I Danmark var det kun PET’s tidligere operative chef, Hans Jørgen Bonnichsen, der antydede, at terrorangrebet godt kunne have hjemmel i nationalistiske kredse.

Hvis man reflekterer lidt over, hvorfor de danske medier og deres journalister prompte forbandt terrorangrebene i Oslo med islam, så var det højst sandsynligt pga. den forstokkede og ensidige retorik, som har fundet indpas i det danske samfund. De danske medier må desværre være af den opfattelse, at terror kun udføres af muslimer – og dette til trods for, at kun 3 procent af terroren i Europa udføres af muslimske ekstremister, ifølge INTERPOL. På den baggrund er det på sin plads at rette en skarp kritik mod de involverede parter – herunder ikke mindst Niels-Brinch fra TV2. Men det er naturligvis ikke kun medierne der skal have skylden for ovenstående. Når muslimerne prompte får skylden for diverse terrorhandlinger udført af arbitrære personer, så skyldes det i høj grad også den stærke antimuslimske retorik, der har fundet indpas i samfundet inden for de sidste 15-20 år. Den antimuslimske retorik er blevet institutionaliseret i en grad, at journalister og medier viger fra deres journalistiske objektivitet og kommer med gisninger og antydninger – velvidende at deres gisninger kan virke stærkt stigmatiserende. Det er derfor på tide at disse journalister og andre iagttagere tager deres subjektive og tendentiøse briller af, og skuer ned i deres respektive selvforståelser og renser ud, og erkender at terror ikke er noget muslimsk fænomen per se – den kan også manifestere sig i form af en lyshåret højreradikal som Anders Behring Breivik.

- Bas Kanthavanam

Hungersnød i Afrikas horn

2011-07-21T17:19:00.001-05:00

Jeg bryder mig egentlig ikke om at moralisere, men føler mig dog alligevel kaldet til at råbe vagt i geværet, da situationen i Somalia nærmer sig en menneskelig tragedie.
Så giv et bidrag på " https://unicef.dk/donation/one-time/20/69" - både du og jeg ved, at du kan!
- anbe sivam

Min side

Enkelt bidrag

Månedlig støtte

Du kan betale med følgende korttyper

Personlig information ›Betaling › Bekræftelse

Secure

1Vælg hvad du vil støtte

Formål:

Vælg beløb: *

158 kr

341 kr

1100 kr

Andet beløb

341 kr

40 poser med mælkepulver til behandling af meget underernærede børn. Mælken er tilsat vegetabilsk fedt, kulhydrater, vitaminer og mineraler

”Jeg tror ikke, jeg psykisk ville kunne holde til at arbejde med børn, der har det så dårligt.

Derfor gør det mig glad, at jeg alligevel kan være med til at gøre en forskel"

Lene Bechman,
UNICEF Partner siden 2008

2Personlig information

Donor type:

Privatperson

Firma

Fornavn: *

Efternavn: *

Adresse: *

Postnummer: *

By: *

E-mail: *

Mobil:

Telefon:

3Træk dit bidrag fra i skatKlik her

Sikker

Det er sikkert at støtte på unicef.dk. Denne side er sikret og dine personlige oplysninger kan ikke misbruges af andre

Terrororganisation: det er hvad den srilankanske regering er

2011-06-15T16:30:00.004-05:00

Er det ikke på tide, at den srilankanske regering får prædikatet ”terrorregime”? Og giver det overhovedet længere mening at omtale den siddende srilankanske regering som værende demokratisk, når alt tyder på det modsatte? Og hvis LTTE er en terrororganisation, så må den siddende srilankanske regering da også være en terroristorgan, eftersom begge parter syntes at have anvendt de samme metoder?

Det er ingen hemmelighed, at jeg ved flere lejligheder har givet udtryk for min stor utilfredshed med det famøse terror-begreb. Det er ikke fordi, jeg sympatisører med de ’såkaldte’ terrorgrupper – absolut ikke. Nej, det er snarere fordi begrebet, efter min bedste vurdering, er diffust, vagt og stærkt politiseret. Det er en sandhed uden modifikation, at terror-begrebet bruges – og er blevet bruget – politisk. Og der er adskillige eksempler på, hvordan visse statsmagter målrettet har appliceret terror-retorikken til at legitimere deres overgreb på civile og berettigede modstandsgrupper. Sri Lanka er et fremragende eksempel herpå. Det er eksempelvis lykkedes den srilankanske regering – ved brug af terrorbegrebet – at eliminere de tamilske tigre(LTTE) og slå tusinder af uskyldige mennesker ihjel. Ved at anvende terror-retorikken er det lykkedes Sri Lanka at overbevise omverdenen om, at LTTE var en modbydelig terrororganisation, der hensynsløst slog civile og folkevalgte politikere ihjel. Og flere danske og tamilsk-danske røster i Danmark har ligeledes – med henvisning til LTTE’s overgreb på civile og folkevalgte politikere – omtalt LTTE som værende en terrororganisation. Jeg vil på intet tidspunkt afvise at LTTE i deres storhedstid har begået mange krænkelser mod civile – tamiler såvel som singhalesere. Men de seneste beviser – eksempelvis beviser fremlagt af den engelske tv-station ”channel 4” – viser med al tydelighed, at den srilankanske regering under krigens sidste fase også har begået systematisk overgreb på civile og tilmed likvideret tilfangetagede LTTE-rebeller og ledere, hvilket er et klart brud med Geneve-konventionen. Med andre ord har den srilankanske regering begået de selvsamme forbrydelser, som mange har anklaget LTTE for. Og hvis LTTE er en terrororganisation, fordi de bevidst har forbrudt sig mod civile, så må den nuværende srilankanske regering da også være et terrorvælde? Eller gælder der andre regler for suveræne stater? Skal man fremadrettet forvente, at de som hidtil har kaldt LTTE en terrorgruppe, fremover ville omtale den srilankanske stat som terrorstat? Eller er man endnu engang villig til at ofre moralen på hykleriets alter?

Jeg vil hjertens gerne høre andres meninger om ovenstående, således vi kan få en saglig diskussion herom!

/bas

”I Sri Lanka spiser de tamiler..!”

2011-05-04T16:42:00.008-05:00

Rapporten
Så kom den, rapporten som bekræfter det mange havde klare formodninger om - nemlig krigsforbrydelser begået mod civile tamiler i første halvdel af 2009 af den srilankanske hær. Siden krigens afslutning har diverse menneskerettighedsorganisationer og tamilske – og udenlandske – kritikere og iagttagere advokeret for en uvildig undersøgelse af den sidste fase af den srilankanske borgerkrig mellem den srilankanske regeringshær og separatistbevægelsen, de tamilske tigre(LTTE). Men den srilankanske regering og dens sympatisører har kategorisk afvist alle anklager om krigsforbrydelser, og som følge af denne nægtet en uvildig og tilbundsgående undersøgelse af krigens sidste fase. Og nu hvor rapporten – udarbejdet af en uvildig ekspertpanel – er offentliggjort forstår man bedre, hvorfor den srilankanske regering hidtil har afvist enhver tale om uvildig undersøgelse. Det fremgår åbenbart klart og tydeligt af rapporten[1], at der har fundet omfattende krigsforbrydelser sted i perioden mellem januar og den 19 maj 2009. FN’s talsmand i Sri Lanka i slutningen af krigen, Gordan Weiss, sammenligner Sri Lanka 2009 med Sebrenica 1995, hvor den serbiske hær massakrerede 8000 bosniske mænd og drenge. Rapportens anklager er så alvorlige, at det ville være en katastrofe og en negligering af enhver menneskelig værdi, hvis rapporten ikke bliver fulgt op med en uvildig og tilbundsgående undersøgelse af krigens sidste fase – naturligvis med henblik på at retsforfølge de implicerede parter. Ligeledes skal den srilankanske regerings inkompetente forsøg på at rehabilitere de tamilske flygtninge kigges kritisk i sømmene.

Lejrene
Siden krigens afslutning har den srilankanske regering nemlig tilbageholdt tusinder af tamiler i koncentrationslejre[2], hvor de er blevet nægtet kontakt med omverden. Og selvom krigen sluttede for snart to år siden, er situation stadig håbløs for mange, og lejrene er endnu ikke blevet afviklet. Retrospektivt set, er der ikke meget, der tyder på, at regeringen havde gjort sig nogle seriøse overvejelser - hverken af humanitære eller politisk karakter – da den satte alt på et bræt i 2009 i krigen mod LTTE. For der eksisterer, for mig at se, ingen holdbar plan for, hvordan man kan frembringe en varig politisk løsning på de etniske uoverensstemmelser[3], som ø-staten har været underlagt de sidste mange årtier. Og sideløbende er Sri Lanka gradvis udviklet sig til en pseudodemokratisk stalinistisk stat, hvor nepotisme, censur, ufrivillige forsvindinger og likvideringer af regeringskritiske røster er en trivialitet. Det er nævnt mange gange tidligere, at Sri Lanka formentlig er et af de lande i verden, hvor der sker flest ufrivillige forsvindinger pr. indbygger. Det samme gælder pressefriheden i ø-staten.

Hvad siger rapporten egentlig?
Hvis vi igen vender tilbage til FN-panelets rapport om krigsforbrydelser, så lægger rapporten efter sigende vægt på nødvendigheden af en uvildig og tilbundsgående undersøgelse af krigens sidste fase. Og noget tyder på, at de srilankanske tamiler i Danmark deler rapportens opfordring, og derfor har man fra Dansk Tamilsk Forums(DTF) side iværksat en underskriftindsamling, med henblik på at ”presse” FN til at iværksætte en undersøgelse af krigens sidste fase. Overordnet set er det et godt initiativ, men det er dog alligevel problematisk, at tamilerne slet ikke forholder sig til rapportens kritik af LTTE. Det forholder sig således, at rapporten også retter en skarp kritik mod LTTE og anklager i denne forbindelse gruppen for alvorlige krænkelser mod menneskeheden. Ifølge rapporten blev de civile eksempelvis brugt som våbenskjold af LTTE. Og de som forsøgte at flygte blev angivelig vis skudt. Men denne side af rapporten er blevet tiet ihjel af eksempelvis DTF, som ellers hylder panelets rapport og dens stærke anklager mod den srilankanske regering. Jeg er derfor interesseret i at vide, om DTF og andre herboende tamiler anerkender hele rapporten, eller anerkender man kun den del af rapporten, der kritiserer den srilankanske regering? Hvis det sidste er tilfældet, hvilket jeg desværre tror er tilfældet, så har de tamiler, der hylder rapporten, et stærkt troværdighedsproblem. Rapporten påpeger, efter sigende, netop at både regeringen og LTTE begik krænkelser mod de civile.
Jeg vil derfor gerne vide, hvordan DFT og TGTE som har iværksat en underskriftsindsamling, forholder sig til rapporten. Anerkender man hele rapporten – dvs. inkl. dens kritik af LTTE – eller anerkender man kun den del af rapporten, der anklager den srilankanske regering for alvorlige menneskerettighedskrænkelser?

Denne blog er på ingen måde et forsøg på at provokere eller antaste tamilers følelser. Det er ligeledes heller ikke et forsøg på at forhindre DTF’s underskriftsindsamling. Jeg mener bare, at de, som måske overvejer at skrive under, har ret til at vide, hvad de giver deres samtykke til.

Det er ingen hemmelighed, at jeg siden krigens afslutning har rettet en stærk kritik mod den srilankanske regering, ligesom jeg også har advokeret for en uvildig undersøgelse af krigens sidste fase. For det er en kendsgerning, at tusinder af uskyldige tamiler blev massakreret i 2009.

Det er meget muligt, at de spiser hunde i Kina, men i Sri Lanka spiser de altså tamiler!

/Bas Kanthavanam

[1] Jeg har desværre ikke haft mulighed for at læse rapporten, og forholder mig blot til pålidelige andenhåndskilder, der refererer til rapportens konklusioner.

[2] En koncentrationslejr er typisk et indhegnet område, hvor etniske, religiøse eller politiske grupper/minoriteter tilbageholdes af magthaverne uden rettergang og kontakt med omverdenen. Desværre sidestiller mange lægfolk koncentrationslejre med udryddelseslejre. Det er en misvisende antagelse. En udryddelseslejr er godt nok en koncentrationslejr, men en koncentrationslejr er ikke altid en udryddelseslejr. Og det er, efter min vurdering, problematisk hvis en udryddelseslejr som Auschwitz skal danne præcedens for, hvad der karakteriserer en koncentrationslejr.

[3] Det etniske skisma i Sri Lanka har stået på i mere end et halvt århundrede, og som undertegnet tidligere har påpeget , så kan problemet ikke reduceres ned til LTTE og andre revolutionære kræfter, der i slut 70’erne greb til våben. I min optik skyldes skismaet grundlæggende en selvopfattelse - eller politisk diskurs om man vil – der på centrale punkter er inkommensurable med virkeligheden. Her referer jeg primært til de singhalesiske og de tamilske nationalisters selvopfattelser. Der opereres – fra begge sider – med to selvopfattelser, der undergraver enhver mulighed for fredelig sameksistens imellem de forskellige etniske grupper i Sri Lanka. Fra singhalesisk nationalistisk side er der en klippefast overbevisning om, at Sri Lanka er en singhalesisk, buddhistisk nationalstat. Og der findes mange historiske eksempler på, hvordan disse kræfter har søgt at ”singhalesere” landet. Denne singalesisk-nationalistisk selvopfattelse er, efter min vurdering, inkommensurabel med virkeligheden, eftersom Sri Lanka, grundet sit etniske, kulturelle, sproglige og religiøse diversitet, på ingen måde kan rubriceres som værende en nationalstat i traditionel forstand. Denne indbildning er en vigtig faktor man bør anholde, når begrundelserne for uoverensstemmelserne mellem de forskellige grupper i Sri Lanka skal udlægges. Ligeledes eksisterer der en romantisk, nationalistisk selvopfattelse blandt tamilsk-nationalistiske røster, som går på, at tamiler engang var i besiddelse af en selvstændig tamilsk stat. Det er korrekt, at der kan findes eksempler på tamilske fyrste- og kongedømme i Sri Lanka tilbage i tiden, men at der lige frem var tale om en tamilsk stat, er nok en forvridning af virkeligheden. Men ikke desto mere er det denne tamilske stat, mange srilankanske tamiler higer efter. Men en tamilsk stat, Tamil Ealam, som mange srilankanske tamiler diasporaen higer efter, er både urealistisk og problematisk.

Bilal Phillips og det muslimske trossamfund

2011-04-18T09:55:00.000-05:00

I søndags gæstede den kontroversielle canadiske prædikant og imam, Bilal Phillips, under enorm mediebevågenhed København for at holde et allerede famøst foredrag om islamofobi. Det var ’det muslimske trossamfund’ som havde inviteret prædikanten, som – grundet sine kontroversielle udtalelser om kvinder og de homoseksuelle – er blevet nægtet indrejse til lande som Storbritannien og Australien. Bilal Phillips er som nævnt ovenfor en yderst kontroversiel prædikant grundet sine kontroversielle holdninger. Han går ind for sharia, og har ytret sig yderst upassende om kvinder og de homoseksuelle. Ifølge shariaen, som er det muslimske lovsystem, skal homoseksualitet eksempelvis straffes med dødsstraf. Det samme gælder utroskab. Jeg vil dog godt benytte lejligheden til at påpege, at muslimer ser forskelligt på ovenstående. Eksempelvis er det ikke alle muslimer, der mener, at der findes hjemmel for dødsstraf for hor i koranen.

Det er primært med udgangspunkt i shariaens strenge love, Phillips beskuer det omkringliggende samfund. Og det er ligeledes på baggrund af shariaen, han har udtalt at det, islamisk set, er tilladt en mand at slå sin kone, hvis han finder det nødvendigt.

Det er selvsagt, at Phillips kvindesyn og hans syn på de homoseksuelle er grænseoverskridende, og det er ligeledes forståeligt hvis hans udtalelser har krænket kvinders og de homoseksuelles integritet og følelser. Derfor kan man undre sig over, hvorfor ’det muslimske trossamfund’ har inviteret Bilal Phillips, når man udmærket var bevidste om, at hans udtalelser har krænkende elementer.

I 2005 under den famøse Muhammed-krise udtalte det muslimske trossamfund sig yderst kritisk over for Jyllandsposten og Flemming Rosen, fordi denne trykte karikaturtegninger af profeten Muhammed. Her blev der fra det muslimske trossamfunds side netop argumenteret for, at hensynet til muslimernes følelser skulle have vejet tungest. Jyllandsposten skulle, ifølge det muslimske trossamfund, ikke at trykt tegningerne – netop for skåne muslimernes følelser.

Men selvsamme muslimske trossamfund har i dag inviteret en mand, hvis udtalelser har stødende karakter. Her har man fra muslimske trossamfunds side valgt at se bort fra kvinders og de homoseksuelles følelser. Og det kan man jo godt undere sig lidt over.

Skulle hensynet til kvinders og de homoseksuelles følelser ikke have vejet tungest her – ligesom under Muhammed-krisen? Eller skal det forstås således, at muslimernes følelser, ifølge det muslimske trossamfund, har større værdi end kvinders og de homoseksuelles?

Det indiske delstatsvalg

2011-04-04T15:35:00.001-05:00

En række delstater i verdens største demokrati, Indien, afholder i den nærmeste fremtid delstatsvalg. Indien er et omfattende land bestående af 16 delstater med hver deres delstatsregering. Selvom delstaterne er underlagt centralmagten, som huserer i New Delhi, så har de en begrænset form for selvbestemmelse.

Indiens politiske landskab er lige så komplekst som landet selv, og det er derfor en bedrift i sig selv at decifrere de forskellige politiske partiers ideologiske ståsted, eftersom partierne har en sygelig tendens til at ændre synspunkter alt efter folkestemningen. Hvis man ser på de politiske partier i den sydindiske delstat, Tamil Nadu, så ville det fremgå klart og tydeligt for de fleste, at populismen er et bærende element i Tamil Nadu’s politik. Det forholder sig således, at næsten alle betydningsfulde og traditionsrige partier i Tamil Nadu har den samme historiske og ideologiske udgangspunkt ( Periyars ’Dravida Kalakam’)– og alligevel er forholdene partierne imellem direkte hadsk. Dernæst er der er en udbredt tradition for stor – og lige frem parodisk – mobilitet på tværs af partiskellene. Det er efterhånden en trivialitet i Tamil Nadu, at politikere skifter deres nuværende medlemskaber ud med et nyt medlemskab i et af de rivaliserende partier, for derefter at droppe dette til fordel for en helt tredje osv. Det samme gælder Tamil Nadus mange mandlige kendisskuespillere, der – qua deres urealistiske filmroller som superhelte – udelukkende præsenterer sig selv som progressive, socialbevidste altruister, der kæmper for de svages og fattiges rettigheder i landet. Disse skuespillere har en tendens til at skifte partifarve efter behov. En skuespiller som Sarathkumar er et glimrende eksempel herom. Denne filmhelt har efterhånden været hele paletten rundt, og er nu formand for sit eget nystiftede parti, som også er en dravidiansk socialistisk-populistisk parti – lige som alle andre partier i landet. Og jeg mener at baggrunden for medlemmernes illoyalitet til partierne skyldes den politiske ensartethed. Ingen af partierne i Tamil Nadu synes – rent politisk – at skille sig ud. De er alle dravidiansk inspirerede partier der synes at profilere sig selv som de fattige talerør. Derfor er ingen hindring for politikere og sympatisører at skifte partifarve efter velbefindende.

Vender for en kort stund tilbage til Tamil Naduøs såkaldte ”superhelte”, så er de i virkeligheden - undtagen nogle få – grundlæggende ligeglade med samfundets svage. De bruger blot de svage som middel i bestræbelserne på at styrke deres egne kommercielle og politiske karriere. Det mener jeg, at der er flere gode eksempler på. De bruger blot de fattige som kanaler til at kommercialisere deres filmprojekter og politiske ambitioner. Det samme gælder i den grad også politikerne – med undtagelse af nogle få naturligvis.

Både Tamil Nadus politikere og skuespillere er – med undtagelse af nogle få – rene populister, der, via medierne, bevidst og kynisk fører de fattige borgere i Tamil Nadu bag lyset ved at love dem falske forhåbninger – som ingen af dem har i sinde at indfrie!

/ anbe sivam

Skal Gud straffes?

2011-02-20T15:55:00.000-06:00

Hvad er min pligt?

Har det enkelte menneske en betingelsesløs ret til at blive hjulpet, hvis det befandt sig i en livstruende situation? Og har det enkelte menneske en naturgivet forpligtelse over for sin næste, og derigennem indirekte forpligtet sig på at hjælpe et andet menneske, hvis dette var i nød?

Ud fra et humanistisk perspektiv er svaret til ovenstående et klart ’ja’. Naturligvis har vi en forpligtelse over for vore næste, og det er bl.a. med denne forpligtelse i mente, at vi viser os fra vores gavmilde side, når en naturkatastrofe rammer et vilkårligt sted på kloden og kræver utallige uskyldiges liv. Vi sender hjælp til de katastroferamte ofre uden forbehold. Vi kender ikke ofrenes synderegister, men sender alligevel hjælp, fordi vi, grundet vores humanistiske selvforståelse, har en forestilling om, at mennesker – uanset synderegister – har krav på at blive hjulpet, når de befinder sig i en livstruende situation.

Gælder ovenstående også ikke for Gud? Altså den Gud, som nogle tror findes?

Teodicé-problemet

De fleste monoteistiske[1] religioner hævder at være omfattet af en omnipotent og god Gud. Men hvis det er sandt, at Gud er god, hvorfor findes det onde så? hvordan kan holocaust og lignende folkemord finde sted, hvis Gud er god og almægtig? Og hvis det onde er en størrelse, der eksisterer uafhængig af gud, kan man så stadig fastholde ideen om guds omnipotent? Og hvis ondskab er en del af Gud, er Gud så god?

Ovenstående problemstilling, som inden for religionshistorien kendes som theodicé[2]-problemet, har optaget teologer, religiøse og ikke-religiøse tænkere i århundreder – dog uden at komme frem til en konkret løsning på problemet. En af kristendommens betydningsfulde tænkere, kirkefaderen Augustin, forsøgte at imødekomme theodicé-problemet ved at afvise det onde som en selvstændig størrelse, men derimod noget, der udspringer af menneskets fravær af det gode. Augustin siger med andre ord, at det onde – eller synden – er menneskets egen skyld. Her henviser Augustin til den kristne syndefaldsmyte, hvor Adams synd går i arv til Adams efterkommere – dvs. menneskene, kristeligt set. Ifølge bibelen var synden et resultat af menneskenes trodsig handling.[3] Det onde er med andre ord ikke en virkelighed uafhængig af Gud, men derimod en forestilling, der udtrykker menneskets fravær af det gode, ifølge Augustin.

Men er det virkelig så simpelt? Skyldes holocaust én og alene jødernes fravær af det gode? Hvad med alle de børn – og børn lever, efter min mening, i uskyldigheden – der blev sprættet op i Mengeles forsøgskamre? Skyldes deres lidelse og død også fravær af det gode? Hvis mennesket kan vælge det gode fra, så forudsætter det jo, at mennesket har en fri vilje. Har børn en fri vilje? Og kan børns såkaldte valg kategoriseres som værende noget, der har været underkastet en kritisk refleksion af en eller anden art?

Nu skal man naturligvis ikke lægge ordene i munden på den gode Augustin. Han havde af gode grunde ingen kendskab til holocaust. eftersom han levede i en helt anden tidsalder. Men hvis man alligevel vælger at følge Augustins argument, så skyldes holocaust intet mindre end fravær af det gode. Dette er, efter min vurdering, en tragisk slutning, for herved fratager man ikke kun de reelle bødler deres skyld, men man pålægger desværre ofrene skylden for deres egen tragiske skæbne.

Ja, Gud bør straffes

Her er det så min pointe, at uanset synd – og hvad man ellers henviser til af fejl og mangler ved mennesket – så kan den ondskab, som hændte jøderne i forbindelse med holocaust, aldrig verificeres. Og det er her, jeg mener, at de, som tror på en almægtig Gud, kommer til kort. For hvis Gud vitterligt findes, og hvis Gud vitterligt har mulighed for at gribe ind i verdens gang og ændre på det samme, burde Gud så ikke have grebet ind, da jøder og romaerne blev tilintetgjort under det 3. rige? Her ville de religiøse, der tror på en magtfuld Gud, atter henvise til menneskets synd, fri vilje og lignende. Men er dette et holdbart argument? Kan man forsvare Guds passivitet under holocaust blot ved at henvise til menneskets synderegister? Kan jeg som menneske udvise samme passivitet over for et andet menneske, hvis det pågældende menneske har et tilstrækkeligt uldent ”synderegister”?

Svaret er ’nej’, efter min mening. Jeg mener, at jeg som menneske har en pligt til at hjælpe ethvert menneske, der befinder sig i en livstruende situation. Alt andet er en ansvarsflugt og en tendering mod dehumanisering, hvor mennesket bag mennesket negligeres.

Derfor bør Gud straffes – hvis dette altså er muligt.

Undertegnede tror ikke på Gud, så artiklen og dens hovedtese er naturligvis en hypotese. Men hvis Gud findes som nogle påstår, burde denne Gud så ikke stilles for en dommer for uagtsomt manddrab! Eller er der blot tale om en akademisk floskel?

Anbe சிவம்

/Kanthavanam

[1] Monoteisme: Forestilling om at der kun findes én Gud. Det modsatte er polyteisme.

[2] Guds retfærdighed

[3] Adam og Eva fornægter dog ikke Gud, men trodser blot Guds formaning ved at spise det forbudne forbudt, som faktisk ikke et æble

Er Stein Bagger, Thorsen, Riskjær etc. terrorister?

2011-02-11T10:37:00.000-06:00

Det er ingen hemmelighed, at jeg ved flere sammenhænge har luftet min stor aversion mod terrorbegrebet. Jeg har skrevet et par blogs herom, og jeg har i bloggene argumenteret for begrebets, efter min bedste vurdering, mangler, problemer og – ikke mindst – misbruget af begrebet. Jeg ønsker ikke at inddrage empiriske eksempler for at eksemplificere det sidst nævnte, eftersom dette er blevet eksemplificeret rigeligt i mine andre blogs.

Baggrunden for denne blog er den netop afsluttede sag om angrebet på bladtegneren, Kurt Westergaard, som leverede tegningen, hvor Muhammed ses med en bombe i turbanen. Primært på grund af denne tegning, er Kurt Westergaard blevet henvist til en tilværelse under beskyttelse. Man har fra PET-side vurderet, at Kurt Westergaard var et potentielt mål for islamiske fanatikeres hævn.

Frygten blev desværre en realitet sidste år, da en ung mand med somalisk baggrund trængte ind i Kurt Westergaard’s villa i Århus, med det formodede mål at påføre Kurt Westergaard skade. Attentatmanden trængte ind i huset ved at slå hul på døren med en økse, hvorfor han i medierne også kaldes for ’øksemanden’. Det lykkedes dog ikke attentatmanden at fuldende sit ærinde, da det lykkedes Westergaard at låse sig inde i husets sikringsrum og derfra tilkalde politiet.

Attentatmanden blev arresteret af politiet og i sidste uge faldt dommen: Han blev dømt for terror, fængsel og efterfølgende udvisning. Fængselsstraffen kan ingen være uenige i – dog er 9 år og den efterfølgende udvisning problematisk. Men det væsentlige i nærværende sammenhang er brugen af terrorbegrebet. Det er for mig at se helt og aldeles absurd, at angrebet på Kurt Westergaard er blevet kategoriseret som værende terror med den begrundelse, at angrebet kunne have fået konsekvenser for rigets sikkerhed og stabilitet. Det nævnte eksempel er en klar manifestering af misbruget.

Det er stærkt problematisk, når en fanatisk muslims egenhændig handling mod et andet individ kan blive karakteriseret som værende et angreb på hele det danske samfund. For hvor går grænsen? Er økonomiske forbrydelser, der skaber økonomisk ustabilitet og som bringer utryghed i samfundet, også terror? For det er jo en kendsgerning, at økonomiske kriminalitet rammer både de formuende, mindre formuende og samfundsinteresser – og dermed med til at skabe ustabilitet i samfundet.

Er Stein Bagger, Thorsen, Riskjær etc. terrorister?

/ bas

Pillaiyan - en srilankansk folkemorder

2010-12-30T03:59:00.000-06:00

En folkemorder er i Danmark - og nej, det er ikke Bin Laden

En formodet folkemorder befinder sig, ifølge Lankasri og andre medier, i Danmark. Jeg kan dog ikke bekræfte om den ovenfor omtalte Sivanesathurai Chandrakanthan alias Pillaiyan, en tidligere skrupelløs medlem af de tamilske tigre og nuværende srilankansk politiker, faktisk også befinder sig i Danmark i skrivende stund, men noget tyder dog på, at det er tilfældet. Og der er da heller ikke noget odiøst i at en politiker tager på diplomatiske rejser til udlandet. Det er en naturlig del af det at være en parlamentarisk politiker. Så det er ikke her hunden, om så at sige, ligger begravet.

Pillaiyan og Karuna’s bedrifter

Men der er bare den krølle, at denne Pillaiyan ikke er nogen ordinær folkevalgt politiker. Han er en yderst kontroversiel person, som anklages for forbrydelser mod menneskeheden. På Amnestys hjemmeside – en uafhængig international NGO, hvis primær mål er et belyse og dokumentere krænkelser af menneskerettighederne – står der følgende om Pillaiyan og dennes mentor V. Muralitharan alias Karuna Amman:

The TMVP, a Tamil political party comprised of ex-rebels, is now engaged in electoral politics. The party has split into two factions led by men facing accusations of serious violations of human rights and the laws of war: Vinayagamoorthy Muralitharan (alias Karuna Amman), a member of parliament for the Eastern Province and Sivanesathurai Chandrakanthan (alias Pillayan), Chief Minister of the Eastern Province.

”The government overlooked the atrocities alleged against these two men and brought them into the political mainstream, and now it appears unable to hold them to account,” Madhu Malhotra said.[1]

Som det fremgår af citatet ovenfor, synes Pillaiyan at have mange uskyldige civile tamilers og ikke-tamilers liv på samvittigheden, og det er ligeledes velkendt at Pillaiyan og dennes mentor Karuna stod bag systematiske rekrutteringer af børnesoldater både til LTTE, imens de stadig var en del af LTTE, og senere til TMVP’s paramilitær bevægelse, som den srilankanske regering flittigt brugte til at udføre det beskidte arbejde såsom kidnapning af oppositions politikere, LTTE-venlige røster og naturligvis til rekruttering af børnesoldater til regeringens paramilitær-bevægelse:

People suspected of committing human rights violations continued to hold responsible positions in government. Minister of National Integration Vinayagamoorthy Muralitharan (alias Karuna) and Chief Minister of the Eastern Province Sivanesathurai Chandrakanthan (alias Pillayan) were reportedly responsible for abducting teenagers to serve as child soldiers, and holding as hostage, torturing and unlawfully killing civilians and people suspected of links to the LTTE. Both men were formerly LTTE members. There was no official investigation into any allegations of abuse.[2]

Sri Lanka - et pseudodemokratisk stalinistisk samfund

At den srilankanske regering kan tolerere to formodede menneskerettighedskrænker og tilmed give dem centrale poster i dens regeringskabinet siger efter min bedste vurdering alt om den srilankanske regerings samvittighed og integritet. Men på den anden side, så kommer det i sagens natur kun bag på de færreste, at den srilankanske regering i sin grundvold er stærkt korrumperede og forbryderisk, hvorfor den naturligvis heller ingen problemer ser i at inkorporere to forbrydere i dens i forvejen dybt inficerede regeringskabinet. Lige børn leger som sagt bedst. Og det er notorisk kendt at Sri Lanka er ved at udvikle sig til en slyngelstat, hvor demokratiet i den grad er løbet over ende af den siddende diktatoriske regering, der ikke synes at tøve en kende med at likvidere eller kidnappe regeringskritiske røster og oppositionspolitikere. Journalisterhvervet er et af landets farligste erhverv, og Sri Lanka ligger i førerpositionen i henhold til lande, hvor der sker flest ”tvungne forsvindinger”[3].

Tilbage til forbryderen

Jeg har ved flere lejligheder argumenteret for vigtigheden af at forfølge og straffe folkemordere, der skruppelløst har omdannet mange uskyldiges liv til det rene helvede. Og både LTTE og den srilankanske regering hører til denne kategori. Begge har alvorlige krænkelse mod menneskeheden på samvittigheden, hvorfor en uvildig undersøgelse af forholdene i Sri Lanka før, under og efter borgerkrigen er særdeles vigtigt. Bødlerne på begge sider skal underkastes en international domstol og straffes uden nåde. Og Pillaiyan og Karuna skal så absolut retsforfølges for alle de forbrydelser de har begået. Her er det min vurdering, at jeg i nærværende sammenhæng taler på vegne af alle de LTTE-kritikere i Danmark – som i flere år har anklaget LTTE for menneskerettighedskrænkelser og gerne så LTTE-toppen for en domstol – når jeg anmoder om en uvildig retsforfølgelsen af Pillaiyan og Karuna. For eftersom Pillaiyan og Karuna begge er tidligere LTTE-medlemmer, må de af samme grunde have aktier i de forbrydelser som kritikkerne har kritiseret LTTE for at have begået. Og derfor håber jeg, at Danmarks demokratisksindede tamiler/singhalesere/dansker som nu engang har inviteret denne formodede forbryder til landet har konfronteret Pillaiyan med dennes fortid og dermed opfordret dette skruppelløse kriminel til at krybe til korset og erkende sine forbrydelser. For folkemordere skal straffes – LTTE or not!

- Anbe Sivam

/bas kanthavanam

[1] http://www.amnesty.org/en/news-and-updates/sri-lanka-must-halt-pre-election-attacks-political-activists-20100122

[2] http://www.unhcr.org/refworld/docid/4c03a7ffb.html

[3] http://www.una.dk/fn-forbundets-nyhedsbrev/hvorfor-toever-danmark-med-at-ratificere-konvention-mod-forsvindinger

http://www.modkraft.dk/sektion/kontradoxa/article/sri-lanka-frygt-for

Derfor forarges jeg - også

2010-12-07T08:20:00.000-06:00

Hvornår kan blive man forarget? Hvad kan man blive forarget over? Og hvorfor forarges man overhovedet?

Forargelse er en tilbagevendende eksistentiel virkelighed, som vi alle har erfaringer med.

Nogle gange kan man blive forarget over en selv. Det er især når ens moralske tømmermænd prikker én på skulderen og meget modvilligt indleder en bebrejdende monolog. Man føler sig lille og fremmedgjort - man har nemlig svært ved at se sig selv i situationen - når vort moralkodeks som en anden diktafon kan genspille gårsdagens strabadser i mindste detaljer. Denne forargelse er sund, eftersom denne er et udtryk for en eksistentiel bearbejdelser af ens handlinger, og dermed giver den os mulighed for at udvikle os som mennesker. Andre gange kan man blive forarget over andres gøren og laden. Og nogle gange kan denne forargelse være så angstprovokerende og intimiderende, at man ligefrem føler sig kaldet til at reagere. Det er netop, hvad jeg oplevede, da jeg igår besøgte netportalen www.nizhal.dk - et site, jeg, foruden www.vaanam.dk, besøger i ny og næ for at updatere unge tamilers meningsdannelser af forskellige art. I går faldt jeg over en anonym brugers( Etnisk selvhad, kaldte brugeren sig) påstand, som jeg decideret blev forarget over - derfor denne blog.

Jeg er desværre ikke i stand til at citere brugerens udsagn i detaljer - det er ikke lykkedes mig at skrive det ned. Men jeg kan tydeligt huske brugerens pointe. Brugerens pointe var, at en fornægtelsen af ens egen kultur og etnicitet altid ville føre til etnisk destruktion. Og brugeren forsøgte at eksemplificere dette med jøder og holocaust. Han syntes at kunne påvise, at det var "visse jøders"(citat) fornægtelse af den jødiske kultur og den jødiske etnicitet, der i sidste ende resulterede i Holocaust. Det er her jeg fik kaffen galt i halsen. Magen til sludder skal man lede længe efter, og magen til uvidenhed og afstumpethed kendes ikke mage. Der er tale om en yderst grotesk fordrejning af fortiden - og påstande som disse er yderst umoralske, eftersom brugeren med sin påstand gør ofrene til bødler. Og hvad endnu værre er så fratager brugeren med sin tåbelig udtalelse ansvaret fra nazisterne. Ved at gøre jøderne til bødler frifindes Hitler, Goebbels, Göring, Mengele, Eichmann etc. for de forbrydelser, de uomtvisteligt begik under i det 3.rige. Jøderne fremprovokerede ikke holocaust - de passede blot sig selv. Holocaust er desværre resultatet af en jødeforfølgelse, som desværre kan føres tilbage til det 1.årh. e.kr. Derfor er det ganske enkelt stærkt problematisk og angstfremkaldende, når unge mennesker i dagens Europa er så uvidende omkring vel nok den største forbrydelse mod menneskeheden - Holocaust.

Dernæst har jøder altid været loyale over for deres kulturelle og etniske baggrund - frivilligt såvel ufrivilligt( Det er jo sandt at jøderne i middelalderen blev tvunget til at bo lukkede ghettoer). Og derfor er påstanden om, at jøder var kulturelt og etnisk selvfornægtende i det 20.årh. stærkt uholdbart. Det er sandt at jøder i især Tyskland var tilpasningsvenlige over for deres nye opgivelser, og det er ligeledes sandt, at det endda lykkedes nogle at assimilere sig i samfundet - men selv de var altid bevidste om deres jødiske baggrund.

Jødeforfølgelsen er desværre en historisk virkelighed, som havde sin begyndelse i romeriget, forværret i middelalderen og som kulminerede i det 3. rige i form af holocaust, fordi et sygt regime ønskede at skabe et arisk paradis på jorden.

Derfor:

1.Lær af Holocaust

2.Gør alt for at dette ikke gentager sig

3. Undgå usaglige sammenligninger af holocaust med andre forbrydelse

4. Giv aldrig ofrene skylden - de har lidt nok

- anbe sivam

Forbyd falafel og tving dem til at gå med en halvmåne på tøjet

2010-11-10T14:18:00.000-06:00

Det hedder sig i dagligsproget, at moral er godt, men dobbeltmoral er dobbelt så godt. Dette kan Dansk Folkepart(DF) og dens kære leder (Pia Kjærsgaard(PK)) – for ikke at forveksle hende med Nordkoreas diktator, skønt de to har mange ting til fælles – godt skrive under på. DF’s og den kære leders(PK) inkommensurable udsagn om demokrati og ytringsfrihed er efterhånden gået hen og blevet så stor en farce, at selv de gamle molbo-historier kan virke en smule intellektuelle. At DF og dens tilhængere ikke kan beskyldes for at tilhøre landets intellektuelle spidsere, er velkendt for de fleste, så det skal vi naturligvis ikke træde mere i – i nærværende sammenhæng. Og derfor bliver undertegnede heller ikke synderligt overrasket, når DF’s mf’ere gang på gang kommer med hovedløse lovforslag. Men til trods for at mange af DF’s lovforslag ingen jordiske chancer har for at blive vedtaget – grundet forslagenes absurditet – så sender DF en signalværdi, der er stærkt intimiderende. Mange af DF’s forslag – og det er en kendt sag, at DF har gjort udlændigspørgsmålet til sit varemærke, hvorfor deres lovforslag ofte har stramningen af udlændingeloven som det primære – har en anti-demokratisk og diskriminerende karakter, eftersom DF ønsker at begrænse landets ikke-vestlige borgeres demokratiske rettigheder. Det seneste skud på DF-stammen er et forbud mod paraboler i landets ghettoer. Dette forslag er stærkt anti-demokratisk og henleder hurtigt opmærksomheden til nazi- og kommunist tiden, hvor begge regimer med hård hånd bestemte hvad borgerne i deres respektive regimer måtte se og ikke måtte se. Og hvad bliver så det næste lovforslag fra DF og dens kære leder? At afskaffe falafel og tvinge muslimerne til at gå med en halvmåne ud på tøjet? Det må tiden vise

/bas

Amalie er et levn

2010-09-29T12:34:00.000-05:00

I fredags så jeg en tv-udsendelse, der hedder ’Aloha’ – et late night show i amerikansk stil, hvor værten Casper Christensen inviterer Danmarks såkaldte kendisser til en omgang dysfunktionel tågesnak. I fredags var det så Amalie fra paradise-hotels tur til at gæste studiet. Og det lykkedes pigebarnet på få minutter at afsløre, at der er en reel grund til, hvorfor hun har valgt at gå netop den vej, som hun nu engang har valgt.

Hvis man vil frem i livet, så må man benytte sig at de kompetencer, man nu engang er i besiddelse af, og eftersom Amalies eneste kompetence åbenbart ligger i hendes evne til at projicere sig selv for offentlig beskuelse, så ser jeg ingen ubekvemmeligheder ved hendes opførsel. Hun gør hvad hun er bedst til, og så længe hendes metoder falder inden for lovens og morallens rammer, så er det vel i orden?

Dernæst er Amalie ikke kun en beretning, hun er i høj grad et levn. Et levn der på bekymrende vis afsløre tendenserne i dagens – kulturelt set – indholdsløse samfund. Det er ingen sag for undertegnede at sidde i min lænestol i hjørnet med et sofistikeret værk på skødet og en single malt i hånden og grine af en stakkels 19-årig pige. Men problemet er bare, at det slet ikke er Amalie, der er noget galt med – det er faktisk os andre. For hvad er Amalie egentlig uden den pøbel, der legitimerer hendes tilstedeværelse, og derigennem giver hende eksistensberettigelse? Alle behøver anerkendelse i en eller anden forstand, og eftersom Amailie – på trods af hendes klare intellektuelle mangler – kan føre sig frem både på tv og i de skrivende medier med bragende succes, så må det jo grundlæggende være, fordi der er et reelt marked for én som Amalie. Det er grundlæggende et spørgsmål om udbud og efterspørgsel.

Og der er åbenbart efterspørgsel på en type som Amalie, for ellers virker det yderst besynderligt, at landets medier i disse finanskrisetider er villige til at kaste millioner efter en 19-årig ignorant.

Derfor er Amalie et levn. Hun manifesterer desværre tendensen i samfundet. Vi orker åbenbart ikke at fordybe os i klassikerne længere – nej, vi vil heller nøjes med overfladiske kulturtilbud som Paradise hotel, X-factor, Talent, Vild med dans etc, hvor vi bare glor uden at udfordre vores intellekt. Derfor er Amalie en succes - og takket være pøbelen, som består af både akademikere, de med de mellemlange uddannelser og de ufaglærte. Vi er fælles om Amalies succes!

/anbe sivam

Romaerne – Europas fortrængte samvittighed

2010-09-24T15:19:00.000-05:00

I disse uger verserer der i Frankrig en sag, der er så stærkt kontroversielt og antipatisk, at en EU-politiker ligefrem har følt sig nødsaget til at drage sammenligninger til 2.verdenskrigs menneskelige tragedie. Man skal som udgangspunkt altid passe på med at drage historiske paralleller. Dels fordi sammenligningsgrundlagene sjældent er de samme, og dels for ikke at relativisere noget på bekostning af noget andet. Derfor skal man eksempelvis være ekstra opmærksom, når man sammenligner nutidens humanitære kriser med holocaust – med mindre der er en reel saglighed i sammenligningen.

Den ovenfor nævnte sag, som på nuværende tidspunkt er på sit højeste i Frankrig, er den franske regerings udvisning af de ikke-franske romaere. Det er netop denne udvisning, der har fået en EU-kommisær op af stolen. Nu tror jeg faktisk ikke, at det var komisærens reelle hensigt at sidestille udvisningen af romaerne med holocaust. Hun har sikkert nærmere ønsket at sende en reference til den behandling romaerne fik under 2.verdenskrig. Romaerne blev nemlig – ligesom jøderne – udsat for systematisk udrensning. Men denne menneskelige tragedie har historikerne –må man desværre erkende – kun vist sporadisk interesse for.

De europæiske romaere har altid været på flugt, og deres nomadetilværelse er derfor også gået hen og blevet romaernes identitet – internt og eksternt. De fleste ’europæere’ ser da også romaerne som statsløse nomader, der flytter fra sted til sted. Dernæst er deres etniske tilhørsforhold også en brogede størrelse. Selvom de formodes at stamme fra de nordlige Indien, så er de ikke indere. Romaerne kan faktisk ikke samles under en fælles stat. Selvom de langt hen ad vejen deler kultur, sprog og etnicitet med hinanden, så bor de spredt over hele Europa – især i den østlige del af kontinentet har mange romaere hjemme. Og dette skyldes historiske omstændigheder. Romerne er – ligesom de europæiske jøder – en forfulgt folkeslag. De har altid været på flugt, eftersom de altid har været forfulgt. Allerede i 1300-tallet blev de underkastet forfølgelse i Europa, blandt andet pga. deres, ifølge middelalderkirken - afvigende religiøse orientering. Denne forfølgelse fortsatte desværre langt ind i vores tid med kulmination under det 3. rige.

Forfølgelsen af romaernes har mange ligheder med den frygtelige forfølgelse jøderne i Europa har måtte lægge krop til siden romerriget. Men modsat jødeforfølgelsen har historikerne kun vist sporadisk interesse i at belyse romaernes tragiske historie. Og det er tragisk, for romerne led i den grad også under nazismens racistiske regime. Vi har kilder, der tydeligt beretter, hvordan Dr. Mengels i bogstaveligste forstand – beklager mit ordvalg –sprættede romaske spædbørn op i sit laboratorium i Auschwitz. Men desværre hører man kun sjældent om ovenstående. Men jeg vil dog for en sikkerheds skyld gerne slå fast med syv tommer søm, at forskningen i holocaust aldrig må høre op. Og man kan aldrig forske nok i holocaust. Dernæst ser jeg det som en etisk pligt at formidle jødeforfølgelsen under det 3. rige og forbrydelserne i Auschwitz videre til de kommende generationer. Men min pointe er bare at forskningen af den menneskelige tragedie under det 3. rige ikke kun må hellige sig jødeforfølgelsen. Forfølgelsen af andre marginaliserede grupper skal så absolut også inkluderes i fremtidens forskning af den menneskelige katastrofe under 2. verdenskrig.

Men hvad har forbrydelserne under 2. Verdenskrig egentlig at gøre med udvisninger af romaerne i Frankrig. Det har den heller ikke direkte. Men når udvisningen af romaerne kan ske, uden at dette har antastet europæernes moralske kodeks, så er det muligvis pga. den manglende fokus på forfølgelsen af romaerne under det tredje rige. For havde romaernes historie været kendt for europæerne, så er det ikke sikkert at Frankrig havde turdet at realisere udvisningen. Kan vi forestille også, at noget lignede ville ske for europæiske jøder i dag? Nej, det er heldigvis utænkeligt – for pga. vores stor viden om jødeforfølgelsen, ville vi netop ikke tillade noget lignende! Derfor håber jeg, at historikere i fremtiden ville sætte forfølgelsen af romaerne på dagsorden.

- anbe sivam

Et forbud mod moskeen = stigmatisering af en hel befolkningsgruppe..

2010-09-11T11:25:00.000-05:00

Det er velkendt for de fleste, at Ground Zero – det sted, hvor ’world trade center’ stod indtil terrorangrebet den 11.september 2001 – er under genopbygning. Det er meningen at Ground Zero atter skal fremstå som New Yorks kapitalistiske centrum. Dernæst er det en selvfølge at stedet af indlysende årsager også ville indtage en civilreligiøst position – et ’sakralt’ mindested for ofrene. Ground Zero bliver med andre ord aldrig den samme igen. Stedet ville for altid appellere til amerikanernes følelser. Og af samme grunde har mange newyorkere et følelsesmæssigt forhold til netop dette område. Dernæst er angrebet den 11. september fejlagtigt blevet fremstillet som et muslimsk angreb på amerikanske - og vestlige – værdier. Og præcis derfor faldt det mange amerikanere for brystet, da nyheden om opførelsen af et muslimsk kulturcennter i nærheden af Ground Zero kom til overfladen. Reaktionerne har været ophidsende og det seneste skud på stammen er en ultrakonservativ kristen præsts tåbelig udmelding om, at han på årsdagen for 11. September agtede at sætte ild til muslimernes hellige koran. Koranen anses for at være Guds ufejlbarlig ord af mange muslimer. Derfor vil en mulig afbrænding af koranen uden tvivl skabe unødvendige problemer både lokalt og globalt. Men kilden til den konservative præsts hovedløse udmelding udspringer altså af den ovenfor refererede plan om at opføre et muslims center i nærheden af Ground Zero. Den amerikanske præsident Barack Obama har med henvisning til landets forfatning støttet opførelsen af det muslimske kulturcenter. Hensynet til minoriteterne og religiøse grupper er nemlig en hjørnesten i den amerikanske selvforståelse. Historisk set har USA faktisk været mere tolerante over for religiøse mindretal end tilfældet eksempelvis har været i Europa. I kølvandet på oplysningstidens religionskritik og sekulariseringsprojekt blev mange kristne bevægelser udsat for en grusom forfølgelse i Europa, hvilket resulterede i en religiøs immigration til Amerika, hvor de kunne praktisere deres tro i fred. Denne ’gæstfrihed’ til religiøse mindretal er for mange amerikanere en manifestering af USA’s tolerance over for mindretal. Og det er netop med henvisning til denne tolerance og den forfatningssikrede religionsfrihed at Barack Obama har valgt at bakke op omkring bygningsprojektet.

Selvom jeg grundet min sekulær selvforståelse kan hævde, at det ikke altid er hensigtsmæssigt at bygge nye religiøse forsamlingssteder, så mener jeg dog alligevel, at et forbud mod den forestående opførelse af moskeen på Ground Zero kan forværre den i forvejen stærkt korrumperede forhold mellem vesten og den muslimske verden. For med et forbud ville man fra officielle side indirekte give islam og dermed 1.3 milliarder muslimer skylden for terrorangrebet. Dette vil om nogen forværre det skrantende forhold mellem vesten og det muslimske samfund. Men derimod ville man, ved at anerkende og respektere opførelsen af et muslimsk kulturcenter i nærheden af Ground Zero. sende et signal til den muslimske verden, der fortæller at USA ikke betragter angrebet den 11.09.2001 som et muslimsk angreb. På denne måde ville man distancere sig fra højrefløjens forsøg på at dæmonisere en hel befolkningsgruppe. Det er på ingen måde fair at give 1.3 milliarder skylden for, hvad få sindsforvirrede tossers render rundt og laver i islams navn.

/bas

Dum, dummere og Thorning Schmidt

2010-07-30T15:17:00.000-05:00

Hvad har Helle Thorning Schmidt dog gang i? Burde hun ikke være ”smart” nok til at vige uden om sager af denne art, især nu hvor statsministerposten synes at være inden for rækkevidde? Og hvordan kan hun redde stormen af sig? Sager som disse kan være vitale for en statsministerkandidat, især nu hvor vi har fået amerikanske tendenser i dansk politik. Og derfor er medierne også begyndt at rette deres tunge skyts mod spidskandidaterne – mere end tilfældet var tidligere. Ak ja, den tredobbelte statsminister, Anders Fogh Rasmussen, havde godt nok en lignende skattesag hængende om halsen i starten af 90’erne, og alligevel lykkedes det som sagt for ham at besidde statsministerposter i 10 år, så hvorfor skulle Thorning Schmidt ikke også gøre det samme? Og derfor kan man heller ikke helt udelukke, at Thorning Schmidt med lidt snild og godt spinarbejde kan redde stormen af sig og komme gennem krisen med skindet på næsen. Og dog er Thorning Schmidt's fadæse mere problematisk end Foghs, eftersom Thorning Schmidts ’svipser’ ligger i grænser til selvmodsigelse og dobbeltmoral. Det er – desværre – stærkt utroværdigt og usympatisk, når man på den ene side opfordre landets velhavende til at betale mere i skat, og på den anden side give unøjagtige oplysninger til skattevæsenet, således man slipper for at betale mere i skat. Det er usolidarisk af en spidskandidat for et parti, der har solidaritet som et af dets kernemærkesager.

Det er på nuværende tidspunkt svært at vurdere sagens reelle konsekvenserne, men der er ingen tvivl om, at Thorning Schmidt's ’svipser’ vil koste stemmer og i værste tilfælde Thorning formandsposten. Men det sidste sker næppe.

Men alt dette til trods, så tror jeg dog alligevel ikke – selvom den nærværende sag er alvorlig for Thorning Schmidt – at hverken Thorning eller den røde fløj har lidt kronisk skade. Men alt afhænger af hvordan Thorning Schmidt forklarer sin fadæse over for danskerne og ikke mindst hvor troværdig hun virker, når hun fortæller sin version af sagen.

/anbe sivam

Dansk Folkeparti og de homoseksuelle

2010-07-22T16:16:00.000-05:00

Så lykkedes det igen for et tågehorn fra Dansk Folkeparti(DF) at levere en statement, der, ud over at være yderst nedladende over for en marginaliserede minoritet, også indirekte opfordrer til ’hate crime’. Ifølge Helene MacCormac, pressemedarbejder hos DF, bør ”de ekstremistiske homoseksuelles fraktionsgrupper skal have nogle tærsk (Jeg håber de ikke kan lide den slags!)”. Selvom MacCormac har beklaget sin udtalelse, og forklaret sit angreb på de homoseksuelle som værende en misforståelse, så er det ikke just første gang, at fremtrædende medlemmer/ikke-medlemmer hos DF ytrer sig nedladende om de homoseksuelle.

Det er velkendt, at DF er intolerante på en række områder, og det er så absolut ingen undtagelse, hvad de homoseksuelle angår. DF’s politik på området defineres benhårdt af partiets to kristne inkvisitorer, fætrene Krarup og Langballe, der gentagne gange har bedyret deres konservative syn på de homoseksuelle. Krarup har eksempelvis kaldt de homoseksuelle ’handicappede’ og mente i denne sammenhæng, at de homoseksuelle af samme årsager var uegnede til at adoptere børn. Ifølge fætrene består et ægteskab altid mellem en mand og kvinde, og alt andet strider derfor imod naturens orden. Det er ingen hemmelighed, at både Krarup og Langballe taler ud fra et kristent perspektiv – de hører da også begge til inderkredsen af en national-konservativ kristen retning kaldet, Tidehverv. Og som forhenværende sognepræster, har de aldrig været bleg for at benytte enhver lejlighed til at give udtryk for deres national-kristne tanker. Og derfor er der heller ingen overraskelse i, at de henter deres inspiration til deres primitive kamp mod de homoseksuelle i bibelen. Når Krarup og Langballe eksempelvis har opponeret mod de homoseksuelles ret til en vielse, så skyldes det klart deres teologiske baggrund. Det er netop med afsæt i bibelen, at Krarup og Langballe leverer deres snæversynede argumenter, der ligger i grænsen til ’hate speech’ der sagtens kan give næring til ’hate crime’.

Søren Krarups ovenstående påstand er naturligvis noget sludder, der kun cementere hans mørke menneskesyn. Men det iøjnefaldende – og dog alligevel ikke spor overraskende – element i denne sammenhæng er alligevel Pia Kjærsgaards passivitet. Kjærgaards tavshed over for Krarups tåbelige udtalelser præcisere igen dobbeltmoralen i DF. For havde en lignende statement kommet fra én med muslimsk baggrund, så havde Kjærdsgaards reaktion været en helt anden. For så havde Kjærsgaard krævet en uvildig afstandstagen og undskyldning fra samtlige herboende muslimer. For hvis man skal følge DF’s og Kjærsgaards perverse logik – eller mangel på det samme – så skal alle muslimer stå til ansvar for den enkelte muslims gøren og laden. For ifølge DF generaliseringspolitik er det ikke muligt at skelne imellem muslimer. Men når Krarup, Langballe og deres ligesindede fra DF og højrefløjen lufter deres tåge-udtalelser, så er det nødvendigvis ikke udtryk for partiets politik, men afspejler blot den enkeltes personlige holdning, ifølge DF og Kjærsgaard.

/anbe sivam

Roskilde festival - plads til alle

2010-07-01T05:45:00.000-05:00

I dag åbner Nordeuropas største musikfestival, Roskilde festival. Der ventes ikke mindre end 100000 betalende gæster og ca. 25.000 frivillige. Roskilde festival som har eksisteret siden 1971 er nok mest kendt for musikken, masser af øl, yndige piger, den traditionelle nøgen-løb og ikke mindst den berømte orange scene, hvor festivalens topnavne optræder. Og Roskilde festival er da også et socialt anliggende, hvis formål er at nyde musikkens diversitet sammen med unge såvel ældre. Og så har Roskilde også et filantropisk aspekt. Roskilde festivalens overskud går nemlig til velgørenhed.

Dernæst rummer Roskilde festivalen en dimension, som vi kun sporadisk ser i samfundet. Roskilde er nemlig en kilde til inspiration hvad rummelighed og tolerance angår. Denne musikfestival – og andre lignede festivaler – indeholder nemlig en form for rummelighed og tolerance, som er et eksempel til efterfølgelse, men som kun sjældent bliver fulgt i vores travle og indelukkede hverdag. Det egalitære og åbne samfund, hvor der er plads til alle eksistenser – som nogle af os drømmer om, men kun i glimt ser ske fyldest i samfundet – bliver realiseret i Roskilde. Under Roskilde festivalen sættes de sociale og kulturelle grænser ’ud af spillet’ for en stund. I denne nærværende periode er det tilladt at være anderledes og skeje sig ud, uden at blive stigmatiseret som værende afvigere. Diversitet dyrkes som en dyd i Roskilde, hvor der er plads til skæve-eksistenser med skæve livsstil. Roskilde kan derfor tolkes som værende en projektion af vores indre håb om et egalitært samfund, hvor mennesket kan være sig selv, uden at bøje sig for borgerskabets prædefinerede morallære.

Disse værdier skal så absolut også gælde uden for Roskildes hegn – også selvom det er en svær proces.

God festival og sommer

Raavanan – manden, der reelt var dømt på forhånd

2010-06-15T03:25:00.000-05:00

1. Kultur – en kompleks størrelse

Kultur er en inkonsekvent størrelse, der, grundet sin iboende kompleksitet, er yderst vanskeligt at indfange. Uanset hvor mange kræfter man sætter i at definere dette fænomen, så ville der altid være mangler ved definitionen. Grunden hertil er, at kultur i mange henseender er et ’gummibegreb’, der er underlagt en evig forandringsproces. Ethvert forsøg på at reducere kultur ned til en statisk virkelighed er derfor intet andet end en komplet nonsens. Men der er egentlig ikke noget abracadabra ved kulturens dynamiske virkelighed, eftersom kultur i grunden er en projektion af det foranderlige menneske. Derfor er kultur i grunden dømt til forandring.

1. 1. Myte som kulturens grundfortælling

Selvom kulturer ikke lader sig indfange i simple definitioner, så er der dog alligevel visse tegn/symboler, som er gennemgående i alle kulturer. Kultur er efter min vurdering et dynamisk socialt system bestående af tegn og symboler, gennem hvilke man kan forklare baggrunden for menneskenes adfærdsmønstre i et givent socialt rum. En af disse ovenfornævnte faktorer er myter – et andet er ritualer. I denne artikel, vil jeg dog kun behandle myter.

Alle kulturer har myter. Myter er fortællinger, der kan forklare det nutidige forholds oprindelse i fortiden – eller nærmere urtiden. Det siges derfor også, at myter forbinder urtiden og nutiden sammen. Ved at dechifrere myternes komplekse fortællinger kan man derfor få en vished omkring tilblivelsen af nutidens ideer. Men eftersom myter ofte kan have flere lag, er fortolkning og analyse en forudsætning. Og jo dybere man kommer ind i mytens komplekse fortælling, jo nærmere kommer man mytens essens. Myter giver ofte udtryk for et af livets mest centrale og eksistentielle grundfortælling: nemlig fortællingen om liv og død

1.2. Myter skal fortolkes

Disse føromtalte grundfortællinger ligger typisk godt gemt under mytens synlige overflade. Skal det usynlige bringes frem, så er fortolkningen en nødvendighed. Og heri ligger det store problem. For i fundamentalistiske kredse er der desværre en tendens til at læse myterne bogstaveligt. Men myter bør ikke læses bogstaveligt, eftersom myternes øverste lag sjældent er i overensstemmelse med det moderne samfunds selvforståelse. Myterne skal tolkes, for kun derved giver de mening i dag. Ellers forbliver myter bare gamle røverhistorier, man fortæller ens børn.

De fleste myter foregår som sagt i urtiden, hvor der som regel herskede ro og orden – en tilstand af harmoni – indtil en hvis forrådelse. Årsagerne til forrådelsen skal typisk findes i uoverensstemmelser imellem mytens centrale aktører. Forrådelsen er udtryk for en kosmisk kamp mellem den gode og den onde. I den bibelske skabelsesberetning er der flere kosmiske kampe mellem det gode kosmos og det onde kaos. Eftersom de fleste – uanset religiøs orientering – har en forholdsvis god forståelse for de bibelske grundmyter, vil jeg ikke komme nærmere ind på disse. Men derimod vil jeg behandle grundtemaet i den hinduistiske mytiske epos, Ramayanam, og derigennem forsøge at frembringe dens bagvedliggende kulturpolitiske skisma.

2. Ramayanam – et hinduistisk grundepos

Ramayanam er sammen med Mahabharatham to af hinduismens mest centrale grundfortællinger. Selvom hinduismen er rig på myter, så har ingen andre myter fået så megen eksponering som tilfældet er med Ramayanam og Mahabharatham. Begge eposer er heltefortællinger, der på hver sin måde skildrer følgende: heltemod, moral, hengivenhed, godhed, ondskab, troskab, forholdet mellem liv og død, pligten over for den universelle dharma(retfærdighed) osv.

Selvom mange konservative hinduer i og uden for Indien har argumenteret for myternes historiske validitet, så er der intet videnskabeligt belæg for at hævde, at historierne i Ramayanam og Mahabharatham er historisk sande. De er med al sandsynlighed pure fiktioner a la Homers Iliaden og Odysseen. I denne artikel vil jeg dekonstruere ramayanam og frembringe mytens bagvedliggende ideologiske agenda.

2.1. Ramayanam – kort fortalt

Ramayanam kredser om tre aktører: Raaman, Sita og Ravaaanan. Raaman er mytens helt. Ravaanan er hans direkte modpol og portrætteres som den onde. Sita er Raamans trofaste hustru, der følger sin mand i tykt og tyndt.

Dæmonkongen Raavanan raserer samfundet og skaber uorden. Og guderne er – grundet et løfte, de afgav Raavanan – ikke i stand til at tilintetgøre ham. På den baggrund fremstod Raavanan umiddelbart usårligt. Men ifølge løftet var det kun guderne, der skulle afstå fra at skade Raavanam. Det gjaldt ikke menneskene. Derfor lader Guden Vishnu sig inkarnere som mennesket Raaman, for derigennem at eliminere dæmonkongen, Raavanan, og genskabe den fortabte uskyld. Raaman skabes med andre ord med et klart mål: at genskabe den kosmiske orden – dvs. dharmaen.

Ramaan portrætteres som det perfekte menneske og husbond. Han var kronprins i Ayodya, og gifter sig med den skønne Sita, der skildres som en idealkvinde, der udelukkende definerer sig gennem sin mand – lige efter tidens ånd. Grundet en politisk familiefejde tvinges Raaman 14 år i eksil i skoven. Sita følger frivilligt med. Det samme gør Ramans brødre, herunder Lakshmanan.

I skoven udfordres Raaman og hans ledsagere af Raavanan. I et forsøg på at skade Raaman konfronterer Raavanan’s søster, Supanakari, Sita. Laksmanan slår Raavanan’s søster ihjel. For at hævne sin søsters død, bortfører Raavanan Sita og tager hende med sig til Lanka. For at redde sin elskede hustru søsætter Raaman en omfattende menneskejagt.

Med hjælp fra abeguden, Hanumaan, lykkedes det Raaman at nedkæmpe Raavanan og redde sin hustru og genoprette dharmaen. Men her slutter fortællingen umiddelbart ikke. Raaman mistænker sin trofaste hustrus dyd, og krævede at hun beviser sin uskyld. Derfor gennemgår Sita en ildprøve, for derved at bevise, at hun ikke var Raaman utro imens hun var i fangeskab hos Raavanan. Først derefter vælger Raaman at tage Sita tilbage.

2.2. Ramayanams eksistentielle og ideologiske appel

Myten har mange temaer, som eksempel kan man pege på kampen mellem godt og ondt (Raaman vs. Ravanan), pligten over for dharmaen( Raaman), troskab( Sita), jalousi( Raaman), mistænkeliggørelse(Raaman), hengivenhed(Sita, brødrene) og blind hengivenhed(Sita), magt( Raaman, Raavanan), ydmyghed( Raaman, Sita), viljestyrke(Raaman, Sita), loyalitet brødrene imellem( Raaman og brødrene), hævngerrighed( Raavannan) etc.. Alle disse temaer er udtryk for nogle basale menneskelige grundværdier. Så myten går i princippet ind og berøre, problematisere nogle af tilværelsens mest centrale grundelementer. Men for mig at se, er der et andet element som er blevet undermineret i kampens hede. Det er forholdet mellem den indoeuropæiske og den dravidianske kultur/tradition, som jeg synes er interessant i denne sammenhæng. Jeg vil derfor forsøge at argumentere for, at myten, ud over at berøre eksistentielle aspekter, også er et produkt af tidens socio-politiske tankegang: De indvandrende indoeuropæeres møde med det oprindelige folk.

Som det fremgår af overskriften, så er det min pointe, at Ravaanan på forhånd var tildelt skurkerollen – netop pga. hans socio-etniske baggrund.

3. Raamayanams ophavssituation

Hvis man angriber Ramayanam som kilde, er man nødt til inspicere den ud fra en kildekritisk metode. Derfor er vi nødt til at præcisere kildens ophavssituation, afsender og ikke mindst afsenderens mål med kilden osv. Hinduismens tekstsamling er omfattende og deres ophavssituationer er særdeles divergerende. Indenfor den hinduistiske teksttradition skelner man imellem to typer af tekster. De som er åbenbaret( sruti) og de som er overleveret fra mund til mund(smrti). Ramayanam og Mahabharatham er begge smrti. De fire vedaer er eksempler på sruti.

Eposer som Mahabharatham og Ramayanam er svært at datere præcist, men man mener dog alligevel, at Ramayanam er blevet til i perioden omkring år 500 – 300 f.v.t., og ifølge den hinduistiske tradition er Ramayanam forfattet af en mytisk rsi kaldet Valmiki. Den reelle forfatter(e) til Ramayanam er formentlig ikke Valmiki. Men det væsentlige i denne sammenhæng er heller ikke, hvem de præcise forfattere er, men derimod den kontekst Ramayanam er blevet til i – altså ophavssituationen.

3.1. Den aryanske og dravidianske skisma

Det er ingen hemmelighed, at de fleste hindutekster er blevet til i en indoeuropæisk kontekst. De er skrevet på sanskrit af brahminske lærde, der så sig selv som værende mere rene, kultiverede og hellige end de oprindelige folk – formentlig dravidianerne. Og derfor kan man ved flere tekstuelle kontekster se, hvordan brahminerne har tildelt sig selv fremtrædende positioner i samfundet. Dette kan eksemplificeres med den kendte purushahymne fra Rg-veda, der skildrer verdens- og menneskenes tilblivelse således:

As the divided the Purusa into many parts, what become of his many parts? For what was his mouth, his arms, his thighs, and his foot named?

His mouth turned into the Brahmans, his two arms were made into the Ksatriya(warrior), his two thighs to the Vaisya, an the Sudra was created from his feet( rg10.90.11-12)

Ud over at skildre menneskenes tilblivelse, skildrer myten også baggrunden for den indiske varna-systems opståen. Varna-systemet er et hierarkisk socialt system, der inddeler borgerne i fire sociale klasser med brahmin-klassen som det øverste og sudraerne som det laveste. Varna-systemet danner derfor også det ideologiske grundlag for dagens jati-system. Men det springende punkt i myten er dens skjulte ideologi. Myten fortæller tydeligt hvordan den magthavende klasse – de indoeuropæiske brahminer – qua religiøse forskrifter har decentreret de oprindelige folk. Man har simpelthen anvendt et ’guddommeligt’ sprog til at legitimere ens egen position i det sociale felt. Af samme årsager har en dravidiansk kritiker ved navn E.V.Ramaswamy(1879-1973) indtil sin død rettet en skarp kritik mod hinduismen, som han mente var anti-dravidiansk i sin grundvold. Han og hans efterfølgere, bl.a. den dravidianske bevægelse i Sydindien, mente – og mener til en vis grad stadig – at de hinduistiske tekster har ført en ideologiske kampagne rettet mod den draviadianske ånd. Selvom om Ramaswamy’s(Periyar) og hans ledsageres kritik af hinduismen på flere punkter er yderst unuancerede, så er der trods alt noget om snakken. Ovenstående myte fra rg-veda er et godt eksempel herpå.

Den ideologiske kamp mellem de indvandrende indoeuropæere og de oprindelige folk (formentlig dravidianere) er et gennemgående tema i indisk tradition, historie og selvforståelse. Derfor ville et hinduistisk parti som BJP, der appellerer til de indoeuropæiske traditioner, aldrig kunne tage magten i Sydindien. Og af samme årsager ville en sydindisk skuespiller aldrig opleve varig succes i Bollywood.

4. Ramayanam læst ud fra et dravidiansk vs. aryansk perspektiv

Hvis man læser Ramayanam ud fra en indoeuropæisk vs. dravidiansk paradigme, så er Raavanan dømt til at være skurken. Det er hans lod, fordi han repræsenterer det dravidianske folk. Raaman er på den anden side dømt til at være helten, der skal opretholde den kosmiske orden. Det er hans lod, fordi han repræsenterer den indoeuropæiske afstamning. Når Ravaanans skurkerolle er en selvfølge, så skyldes det simpelthen Ramayanams ophavssituation. Ramayanam er blevet til i en indoeuropæisk kontekst, og derfor er det næsten naturgivet, at skurken i fortællingen har en dravidiansk baggrund. Raavanan var derfor reelt dømt på forhånd. Derfor skildres han som et uciviliserede monster, der har distanceret sig fra enhver form for moral og etik. For sådan ønskede tidens indoeuropæere at skildre ikke-indoeuropæere – dvs. de dravidianske sudraere. Raavanan( dravidianere) er derfor symbol på det uperfekte, uciviliserede, umoralske monster, der qua sine handlinger er til gene for den universelle dharma. Over for ham har man den eksemplariske indoeuropæiske Raaman: Sønnen der tager faderens skyld på sig og går i eksil for at rede sin fars ære. Broderen der gik forrest i kampen mod ondskaben. Helten der tog offerrollen på sig for at nedkæmpe ondskaben. Og endelig den perfekte husbond, der befriede sin elskede hustru ud af Raavanans grimme kløer.

Men tilbage står spørgsmålet: Er Raaman virkelige et eksemplarisk menneske, og er Raavanan vitterligt en manifestering af alt det, vi foragter ved et andet menneske? For mit vedkommende må Raaman gerne fremstår som stereotypen på det perfekte menneske. Men hvorfor skal Raavanan portrætteres som den onde? Hvad er hans forbrydelse? Læser vi Ramayanam, så er Raavanan en oprørsk rebel, der simpelthen måtte destrueres, fordi han var til gene for de brahminske guder. Han var oprørsk mod magthaverne over overklassen. Det var hans forbrydelse. Dernæst er motivet for bortførelsen af Sita ikke seksuelt. Raavanan bortfører Sita for at hævne sin søster. Selvom hævngerrighed er en slet dyd, så var Raavanans handling et udtryk for en primitiv menneskelig reaktion. Sådan ville de fleste simpelthen reagere.

Men det er dog interessant, at Raavanan faktisk afstod fra at krænke den bortførte Sita. Men selv samme myte fortæller, at Raaman, som Sita levede og åndede for, faktisk mistænkte hendes loyalitet. Hvem er helt og skurk hér ? Raaman, der mistænkte sin hustru, på trods af alle hendes ofringer og loyalitet? Eller er det Raavanan, der i respekt for Sitas integritet, afstod fra at krænke hende, på trods af at han havde alle muligheder for at gøre det?

Den virkelighed, vi tror er virkelig, behøves ikke at være virkelig i sig selv. Den kan også være konstrueret. Derfor skal alt dekonstrueres.

- anbe sivam

/bas kanthavanam

Fodbold – meget andet end bare bold

2010-06-11T11:21:00.000-05:00

I dag skydes uden sidestykke verdens største sportsbegivenhed, VM i fodbold, i gang. Fra den 11. Juni og en måned frem ville alles blikke – herunder også mange kvinders – være rettet mod Sydafrika. I denne nærværende periode ville økonomiske spareplaner, nedlæggelser af skoler og arbejdsplader, stikkeriet i det konservative folkeparti, Lene Espersens kavalergang, efterløn, bandekonflikter etc. være petitesser. Umiddelbart virker det en anelse absurd, når et simpelt spil, hvor 22 mænd render efter en læderbold, kan fjerne fokusen fra vigtige politiske problemer i samfundet, men det er ikke desto mindre tilfældet. Men er fodbold ’bare’ et spil med en læderbold? Ja, ville nogen sige. Men her det så min pointe, at fodbold er meget mere end et simpelt spil og en kompliceret offside regel. Fodbold i almindelighed – og herunder landsholdsfodbold i særdeleshed – er symbol på en ikke-voldelig ’krig’ mellem nationer. Man kan lige frem postulere, at landskampe er rekonstruktioner af nationernes fortidige indbyrdes magtkampe. Gennem landskampene får nutidens pseudo-nationalstater genopfrisket fortidens politiske skismaer. Spillerne er nationernes udvalgte ’krigere’, der med nationens farver på trøjerne har til opgave at eksponere og forsvare deres respektive lande på bedste vis. Og de udvalgtes loyalitet og tilknytning til deres nationer udtrykkes bl.a. gennem nationalhymnen, som alle landskampe indledes med. Fremførelsen af nationalhymnerne indikerer klart og tydeligt, at fodboldlandskampe appellerer til folkets nationale følelser. Vi har endda set eksempler på, hvordan spillere, der ikke synger med på den obligatoriske fællessang, udsættes for hård kritik internt. I kritikernes øjne udviser disse spiller en manglende loyalitet – ikke kun over for deres medspillere – men især over for deres land. Fodbold – og især landsholdsfodbold – er ikke kun underholdning, men i høj grad også nationalisme , etnicitet og ikke mindst identitetsdannelse.

Men uden for banen udspiller der også en kamp – disse kampe står primært mellem landsholdenes respektive tilhængere. Selvom tilhængere ikke direkte kan influere på kampens udfald, er de ikke desto mindre en væsentlig del af ’krigen’. Tilhængerne bakker med deres tifosi og slagsange deres krigere op. Og selvom tilhængerne ikke direkte kan forme kampens udfald – kampen spilles trods alt kun af spillerne på banen – så kan de påvirke spillernes psyke, og dermed hjælpe holdet til sejr. De fleste kampe vindes derfor også ofte af værterne.

Et andet interessant aspekt mht. fodbold er det sociologiske begreb fællesskab. Landsholdsfodbold samler nationens borgere under en fællesfortælling, der appellerer til borgernes etniske tilhørsforhold. Det etniske tilhørsforhold markeres typisk gennem nogle diakritiske tegn og symboler såsom spilledragter, halstørklæder og ”krigsmaling” i nationens farver. Disse tegn og symboler har mindst to formål: 1) dels at markere gruppens nationale tilhørsforhold, 2) dels at skille sig ud fra andre grupper. Fodbold som fortælling giver nationens medlemmer noget at ’mødes’ om – en følelse af fællesskab og homogenitet. Men i modsætning til andre såkaldte ’samfunds-lim’, så er fodbold og VM den menige mands fest, hvor alle uanset sociale rang er inviteret. Og det er en væsens forskel.

Altså, fodbold er ikke kun for drengerøve. Den har så absolut også en intellektuel dimension.

- anbe sivam

Den danske grundlov

2010-06-06T09:29:00.000-05:00

Den 5. Juni er Danmarks store nationaldag. Danmarks frie forfatning, også kaldet Danmarks Riges Grundlov, blev nemlig underskrevet af Frederik den 7. på denne dato i 1849. Grundlovsdagen markeres over hele landet med politiske møder med dertil hørende taler. Men hvad er det enlige vi fejrer den 5. juni? Og hvordan skal vi forholde os til grundloven?

Overordnet set er det jo demokratiet og dets indførelse, man fejrer. Med grundlovens indførelse blev enevælden, hvor kongen var en absolut størrelse, nemlig afskaffet i Danmark. Det skal i denne sammenhæng ligeledes pointeres, at Danmark med kongeloven fra 1665, var det eneste land i Europa, der havde en ’forfatningsstøttet’ enevælde – kongeloven anses nemlig som enevældens forfatning. Men takket være grundloven blev enevældens enormt begrænsede forfatning skiftet ud med en lov, der gav danskerne nogle vitale frihedsrettigheder, såsom religionsfrihed, politisk forsamlingsfrihed, ejendomsrettens ukrænkelighed etc. Men selvom grundloven er uundværlig og absolut vigtig for vort samfund, så bør den også anskues kritisk. Grundloven skal naturligvis ikke afskaffes, men på den anden side skal den heller ikke inkorporeres ukritisk. Vi må absolut ikke glemme, at en stor del af den grundlov, man fejrer den 5. juni var – mere eller mindre – dikteret af gårdmændene og de nationalliberale. Og en stordel af grundloven savner da også et sprogligt eftersyn, således sproget i den grundlov, som man fejrer 2010, også afspejler det nutidige samfund. Og heller ikke demokratiet i grundloven er helt kommensurabel med det nutidige samfund. Eksempelvis er vi i Danmark nødt til at problematisere – i endnu større grad - folkekirkens enestående ret til at være Danmarks nationalkirke. I Danmark har vi religionsfrihed, men ikke religionslighed – det fremgår klart og tydeligt af Grundlovens paragraf 3. Og netop pga. folkekirkens særstatus i Grundloven kan man med rette spørge, om Danmark vitterligt er et sekulært samfund, hvor politik og religion holdes adskilt? Selvom vore folkevalgte politikere ikke lader sig diktere af bibelen, når de fremsætter nye lovforslag, så er sekularismen i Danmark ikke så klinisk, som man ellers giver udtryk for. Tyrkiet er på papiret mere sekulært en Danmark.

Dernæst er kongehuset og dets medlemmers immunitet klart et demokratisk problem. Denne diskussion tager jeg op en anden gang..!

Ellers håber jeg, at alle havde en god grundlovsdag!!

/bas

18. Maj 2009: Det største ansvar ligger hos den srilankanske regering

2010-05-19T11:00:00.000-05:00

Den 18. Maj 2010 sluttede verdens formentlig længste borgerkrig. Nemlig borgerkrigen mellem de tamilske tigre og den srilankanske regering. Årsagerne og bevæggrundene for borgerkrigen er kendt for de fleste, og jeg har derfor valgt ikke at komme nærmere ind på borgerkrigens baggrund. Denne korte blog handler da heller ikke om borgerkrigen, men mere om de humanitære overgreb, der skete i dagene op til krigens afslutning. Det er ligeledes vigtigt for mig at understrege, at jeg i nærværende sammenhæng ikke skriver ud fra et tamilsk-etnisk perspektiv, men udelukkende fra en humanistisk indgangsvinkel.

Set ud fra et humanitært paradigme, er det en katastrofe, at det er lykkedes den srilankanske regering er slippe godt fra de menneskelige forbrydelser den begik mod uskyldige tamiler i Mullaivaikal sidste maj. Ud fra de objektive og troværdige kilder, kan der ikke være to meninger om, at der var tale mærkbare krænkelser. Det er derfor svært for mange at acceptere det absurde faktum, at omverden faktisk forholdte sig passivt, imens regeringshæren uhæmmet bombede flygtningelejre, sygehus og civile beboelsesområder. Og Hvis det er terrorisme at angribe civile mål bevidst, så må den srilankanske regering uden tvivl være en terrorist rede.

Det er derfor stærkt intimiderende, når visse røster - ud fra et perverst nytteetisk perspektiv - forsvar den menneskelige tragedie, som fandt sted dagene op til den 18.maj 2009. Nytteetik er en ganske funktionel etisk teori –i sundhedsvæsenet og i forbindelse humanitært arbejde. Men at bruge nytteetikken til at forsvare overgreb på civile er en perversion af begrebet. Uanset hvor meget lykke man kan skabe, uanset hvor meget lidelse man kan forhindre, uanset hvor mange penge man kan spare/tjene, så kan disse aldrig legitimere massakre på uskyldige civile. Så stop øjeblikkeligt denne argumentationsform - den er dybt uetisk.

Da jeg betragter mig selv som værende en nuanceret kritiker, ville det derfor i dette øjemed være dybt utroværdigt og unuanceret, hvis jeg også ikke kort nævnte de tamilske tigres rolle i forbindelse med massakren sidste maj. Naturligvis spillede LTTE også en fremtrædende rolle. Ethvert forsøg på at fornægte denne er en illusion. Ifølge troværdige kilder begik LTTE også mærkbare krænkelser. Men eftersom hele oprørsgruppens ledelse er udslettet kan de af logiske grunde ikke stilles for en dommer. Men dette skal naturligvis ikke være nogen forhindring for at forholde sig kritisk til LTTE og dens metoder. Derfor bør tidligere LTTE ledere såsom Pillayan og Muralidharan stilles for en dommer. Både Pillaiyan og Muralidharan har blod på hænderne. Og Human Right Watch har tidligere skildret, hvordan Muralidharans paramilitære styrker, med støtte fra den srilankanske regering, rekrutterede børnesoldater til dens militærenhed. Og selv samme Muralidharan havde sikkert også en afgørende finger med i det famøse mord på Rajiv Gandhi.

Men jeg mener dog alligevel, at det største ansvar trods alt ligger hos den srilankanske regering, fordi de, hvis de overhovedet betragter de tamilske mindretal som ligeværdige borgere, havde en uomtvistelig pligt til tage hånd om dem. Denne opgave svigtede de. De tamilske tigre svigtede ligeledes deres ansvar, men selvom man bør kræve, at også oprørsbevægelser skal overholde krigens regler, så kan man ikke altid forvente, at de også overholder dem. Oprørsbevægelser er nemlig autonome instanser, der følger deres egne regler. Dernæst var LTTE rubriceret som en terrororganisation, og dermed havde man skubbet LTTE op imod muren. Jeg mener derfor, ligesom mange andre iagttagere, at omverden med stigmatiseringen af LTTE som terrorister, reelt vinkede farvel til en politisk løsning. Men i modsætning til LTTE havde den srilankanske regering – grundet sit prædikat som en anerkendt, suveræn stat, der tilmed er medlem af FN – en væsentlig større pligt til overholde krigens regler, og ikke mindst at passe på sine borgere. Denne opgave svigtede den i alle højeste grad.

Den 18. Maj begik den srilankanske regering ikke kun en forbrydelse mod Sri Lankas etniske tamiler, men mod menneskeheden. Derfor skal den srilankanske regerings krigsførelse kigges undersøges nøje af en uvildig kommission, og bødlerne skal stilles for en menneskerettighedsdomstol.

Hvis man vitterligt betragter østatens etniske tamiler som ligeværdige borgere, havde man så fejret sejren så pompøst, som tilfældet var, imens ligene af civile tamiler flød i Mullaivaikal og omkring 300000 var interneret i den srilankanske regerings mange koncentrationslejre?

Desuden håber jeg, at den 18. Maj ville indtage en central plads i tamilernes etniske selvforståelse fremover. Det er en skam at leve i illusionen, men det er direkte skadeligt at fortrænge virkeligheden...

/bas kanthavanam

En analyse af netværket ’Initiativet’

2010-05-14T16:27:00.000-05:00

Baggrund og mål

Jeg må blankt erkende, at mit kendskab til netværket ’Initiativet’ er yderst sparsomt. Og jeg kan grundet andre forpligtelser lørdag den 15. heller ikke tage del i mødet, som finder sted samme dag i Odense. Men jeg har dog på baggrund af netværkets site på facebook og blogs, skrevet af både insidere og outsidere, fået et broget – men dog alligevel lidt brugbart – billede af netværket Initiativets bevæggrunde.

Formålet med foreningen er, efter hvad jeg har kunnet forstå, at hjælpe de nødstedte tamilske flygtninge – der grundet borgerkrigen og den srilankanske regerings inhumane politik er underlagt et uværdigt liv – humanitært. Et initiativ som ovenstående kan man kun hilse velkommen, efter min bedste vurdering. Det er tilmed lykkedes foreningens frontkvinde, Sugi Thiruchelvam(ST), at levere medicin og lignende udstyrer til syge og tilskadekomne tamiler i de srilankanske lejre – Gratis! Det er godt humanitært arbejde. Tiltage som disse kan derfor ikke roses nok – skulle man altså tro. Men det forholder sig desværre ikke sådan, har jeg læst mig frem til.

Den unuancerede kritik

Det viser sig nemlig, at I ikke alle tamiler i Danmark synes godt om hverken initiativets eller ST’s projekter. Ud fra de kilder jeg har læst, skyldes denne resistens Initiativets fremgangsmåde. Initiativet og ST anklages for at have indledt et ”samarbejde” med den srilankanske regering. Altså den selv samme regering, som for præcist 1 år siden begik folkemord på tusinder af srilankanske tamiler i Mullaivaikal i det nordøstlige Sri Lanka. Anklagen har sin udgangspunkt i, at Initiativet, for at levere nødhjælp til de indespærrede tamiler i lejrene, i visse sammenhænge har brugt regeringen som medie. Men der er altså ikke tale om et reelt politisk samarbejde, som sådan. Og heller intet tyder på at Initiativet’s såkaldte samarbejde med den srilankanske regering er politisk determinerede. Når man alligevel har kritiseret og anklaget Initiativet og herunder især ST for forræderi, så skyldes det udelukkende en yderst unuanceret kildeforståelse, efter min vurdering. Man har, efter min bedste vurdering, ikke været kildekritisk nok. Kritikerne har med andre ord ikke evnet at sætte initiativets situation ind i en rationel forståelsesramme. Initiativet og ST har handlet nytteetisk. Man har valgt at indlede et samarbejde med den srilankanske regering, fordi dette var den eneste reelle mulighed for at viderebringe nødhjælpen til de nødstedte tamiler. Havde man valgt ikke at samarbejde, så var nødhjælpen aldrig nået ned til tamilerne i de srilankanske koncentrationslejre. Så intet tyder på, at initiativets samarbejde med det srilankanske regering er sket af egen vilje – men udelukkende af nød. Man har ud fra et nytteetisk perspektiv for at hjælpe nogle af krigens ofre valgt den mindste af to onder. Og dette kan jeg seriøst ikke se noget galt i. Jeg vil derfor opfordre flere tamiler til at bakke lignende humanitære initiativer op. Mennesket kommer altid før alt det andet!

Afsluttende bemærkning

Men når det er sagt, så kunne jeg godt tænke mig at vide, hvordan Initiativet forholder sig til den nuværende srilankanske regering. Anerkender man, at den siddende regering sidste år begik folkemord på det etniske tamiler i Mullaivaikal? Går initiativet ind for, at den siddende regerings politiske ledelse bør stilles for en domstol for forbrydelse mod menneskeheden?

Hvis Initiativet ikke kan svare ’ja’ til de ovenstående spørgsmål, så har netværket et seriøst troværdighedsproblem!

Anbe Sivam

/bas kanthavanam

Forskning må aldrig dikteres

2010-05-11T03:53:00.000-05:00

Forskningen må aldrig dikteres eller styres af prædefinerede politiske diskurser. Forskeren skal have frie hænder til at arbejde med sit område – og hun/han må derfor aldrig presses til at frembringe et populistisk resultat for at tilfredsstille fællesskabets politiske overbevisninger. Hvis det nævnte er tilfældet, så er der ikke tale om fri forskning – men politisk intervention. En forskers redelighed skal ligeledes heller ikke vurderes ud fra de resultater forskeren frembringer, men først og fremmest ud fra de akademiske metoder, forskeren har anvendt i sin forskning. Lever forskerens metoder ikke op til kravene for redelig forskning, så skal forskeren naturligvis stilles til regnskab for ovenfornævnte. Men jeg mener, at det stærkt problematisk, hvis forskerens redelighed udelukkende skal vurderes ud fra forskerens resultater. For vurderes en forskers saglighed og forskningsrelaterede kompetencer udelukkende ud fra resultaterne, så er der en reel fare for, at visse forskere kan risikere at blive ekskluderet fra forskningsfællesskabet, fordi deres forskning enten er politisk ukorrekt eller ikke lader sig solidere med de prædefinerede politiske diskurser. Ved begge tilfælde er den frie forskning det sande offer.

I 2005 præsenterede Dansk institut for internationale studier(DIIS) deres forskningsresultater vedr. Danmarks rolle under den kolde krig. I rapporten blev der konkluderet, at den danske venstrefløj ikke havde noget afgørende samarbejde med østblokken, som højrefløjen med DF i spidsen ellers havde hævdet. DIIS’ forskningsrapport blev derfor udsat for hårde kritik fra især den borgerlige side. Rapportens resultater blev bortkastet som værende ubrugbare – fordi forskernes konklusioner ikke var kommensurable med tidens højredrejede politiske diskurs. Som reaktion oprettede DF og VK-regeringen, deres egen statsstøttede koldkrigscenter. Centeret kom på finansloven og fik øremærket 10 millioner kr. til at forske i Danmarks rolle under den kolde krig. Etableringen af dette forskningscenter er et krystalklart udtryk for politisering af forskningen. Man hyrede Professor Bent Jensen som leder for centeret. Det skal for en sikkerhedsskyld nævnes at Jensen er overbevist borgerlig og tidligere DF-medlem. Han er desuden kendt som et af landets fremmeste sovjet-kendere med flere interessante faglige udgivelser på CV’et. Jensens skildringer af Stalin-regimet og dens massakre på det sovjetiske folk er af stor historisk relevans. Men når det er sagt, så er ansættelsen Jensen i almindelighed og etableringen af Center for koldkrigsforskning i særdeleshed et udtryk for en politisering af den frie forskning. Den skjulte dagorden i oprettelsen af Center for koldkrigsforskning er netop at frembringe DF-venlige konklusioner – og det er i høj grad en politisering af den neutrale forskning. Det er selvsagt et kæmpe problem for det danske forskningsmiljø. Forskning må aldrig lade sig diktere af politiske røster!

/bas

Mennesket står altid i forhold...

2010-04-04T16:16:00.000-05:00

Mennesket står altid i forhold, og når man står i forhold, så har man også indirekte påtaget sig et ansvar over for det, man nu engang står i forhold til. På bundlinjen, tror jeg, at både de religiøse og humanisterne er enige om ovenstående. Men uenigheden er tydelig, når man skal definere 'forholdet'. For mange religiøse er dette forhold næsten altid Gud. For en ikke-religiøs humanist ville ’forholdet’ udelukkende være et menneske. Men hermed ikke sagt, at man ikke både kan være religiøs og samtidig have medmennesket som sit eneste forhold. Læser man Det nye Testamente og dets mange lignelser nøje, så ville man straks indse at Jesus selv prædikede denne filosofi. Ifølge Jesus står mennesket altid i forhold til et andet menneske. Denne humanisme præsenteres tydeligt i næstekærlighedsbuddet. Budskabet i det kristne næstekærlighedsbud er da netop at påpege fordringen om, hvordan mennesker skal være over for mennesker, og ikke hvordan mennesker skal være over for Gud. Menneskets står altid i forhold til et andet menneske. Det er Jesu filosofi og påskens reelle budskab kogt ned til en bouillonterning.

Men Jesu budskab om ubetinget kærlighed til næste bliver i disse dage 'gemt væk' til fordel for forpligtelsen over for Gud og kirkens tradition og PR. Efter min vurdering, er der især to ’sager’, som på de sidste har cementeret, at Jesu budskab stadigt har lange udsigter: Debatten om de homoseksuelles ret til en kirkelig vielse og pædofiliskandalen i den katolske kirke. Begge sager har vist, hvordan forpligtelsen over for en højere sag/magt/tradition for nogle er vigtigere end varetagelsen af næstens ret.

Menneskets sande forhold er altid et andet menneske!

- anbae sivam

Opgør i SF – hvis borgen ikke indtages

2010-03-08T15:34:00.000-06:00

Villy Søvndal og SF’s politiske højkonjunktur synes at have nået toppen – i hvert fald ifølge den seneste meningsmåling, hvor SF er gået tilbage. Men denne tilbagegang til trods er SF klart blandt de mest succesrige partier på nuværende tidspunkt i Danmark. Men succesen kan hurtigt resultere i et opbrud i partiet – hvis borgen vel at mærke ikke indtages af oppositionen, når der er valg næste gang. SF’s enorme succes og høje vælgertilslutning er nemlig sket under så enorme forvridninger af SF’s traditionelle profil, at det sagtens kan munde ud i et opgør i baglandet. For partitoppens opportunistiske fremgangsmåde er ikke være velsignet af alle SF’ere. Og forargelsen i baglandet, kan som sagt nemt resultere i et opgør, hvis det altså ikke lykkes for oppositionen at vinde magten.

SF’s ideologiske baggrund

SF – socialistisk folkeparti – blev stiftet i 1959 af Aksel Larsen, som brød med Moskva i kølvandet på den ungarnske opstand i 1956. Men trods bruddet med Moskva forblev Larsen og SF dog tro mod socialismen, og derfor kan SF’s placering på venstrefløjen i realiteten ikke diskuteres, og samme gælder naturligvis også dens historiske forbindelse til kommunismen og marxismen. Og SF er stadig et venstrefløjsparti med store sociale indignation, og den marxistiske ånd hviler stadigvæk intakt over SF. Så ideologisk set har SF ikke rykket sig radikalt. Men inden for de sidste par år har SF-toppen valgt at eksponere sig på en måde, som sikkert ikke er set tidligere.

Søvndal og populisme

Der er ingen tvivl om, at SF med Villy Søvndals tiltrædelse som leder har fået en markant ansigtsløftning – også selvom ledelsen i SF kategorisk ville nægte denne tydning. Navnet på denne ansigtsløftning er ’populisme’. Sammenhængen mellem SF’s enorme vælgertilslutning og Villy Søvndals populistiske metoder er desværre tydeligt for de fleste. For at erobre vælgere - herunder Dansk folkepartis periferivælgere - har Villy Søvndal desværre følt sig nødsaget til at gribe til metoder, der står i opposition til SF’s humanistiske ånd. Det er især i forhold til de muslimske mindretal Villy Søvndal har vist sig fra en side, som er inkommensurabel med SF humanistiske etos. Det hele startede med Villy Søvndal markante ultimatum til ”Hitz but tahrir”. Her opfordrede han tilhængere af Hitz but tahrir til at smutte hjem, hvis de var utilfredse med forholdene i Danmark. Denne udtalelse blev mødt med kritik fra egne rækker, og flere kommentatorer påpegede den tydelige populisme i retorikken. Og senest rettede Søvndal – uden at kende til sagens kerne – en kritik mod en københavnsk skole(Holbergskolen), der havde arrangeret et møde kun for mødre. Straks blev skolens leder udsat for angreb fra Søvndal, der kritiserede lederen for at gå i islamisternes ærinde. Men siden har det vist sig, at skolens tiltag kun havde et præventivt og pragmatisk formål, som i øvrigt havde kommunens samtykke. Og Søvndal måtte derfor beklage sine udtalelser. Men der var fejlen allerede sket, og endnu engang kom Søvndals populistiske metoder beklageligvis tydeligt til udtryk for offentligheden

SF’s bagland

SF-toppens hårde håndtering af værdidebatten er en ambivalent størrelse. For Villy Søvndals hårde værdiretorik har helt klart appelleret til borgerlige vælgere, der har været trætte af DF’s hårde tone på udlændige området, så på den front har SF nydt godt af Søvndal’s konfronterende tone. Men på den anden side, er der ligeledes ingen tvivl om, at Søvndals populisme er en plet på SF’s humanistiske profil, og dette har sikkert lavet revner i SFs bagland – det er jeg faktisk ikke et øjeblik i tvivl om. Når disse revner er usynlige på nuværende tidspunkt, så er det pga. SF’s og oppositionens gunstige position. Så længe det går godt for SF og muligheden for at indtage borgen er inden for en realistisk rækkevidde, så ville revnerne i baglandet forblive usynlige, og vil kun sporadiske vise sig for offentligheden. Men hvis borgen ikke indtages, og SF atter en gang må nøjes med en birolle i dansk politik uden indflydelse, ville revnerne i baglandet vise sig fra deres allergrimmeste side. Jeg forudser et decideret opgør i SF. For man har givet afkald på SF’s humanistiske anstændighed for hvad? Ingen ting!

Men må jeg tage fejl i min vurdering!

/bas

Forbrydelsen : den srilankanske udgave

2010-01-29T07:45:00.000-06:00

Indenfor historievidenskaben arbejder man med en metode, der kaldes kontrafaktisk historieskrivning. Selvom denne tilgang er en anelse kontroversielt rent metodisk, så er den ikke desto mindre en videnskabeligt anerkendt metode inden for historiestudiet. Grundtesen, i denne kontrafaktiske metode, er at læse historiske begivenheder ud fra en forestilling om, hvad der ville være hændt, hvis resultatet af en given begivenhed havde faldet anderledes ud – altså en fiktiv re-projicering af en given begivenheds reelle udfald.

Jeg vil i denne artikel benytte mig af ovenstående metode til decifrering af en video, der efter alt at dømme er et vidnesbyrd om den srilankanske hærs krigsforbrydelser under den netop afsluttede borgerkrig i Sri Lanka. I videoen ser man angiveligt medlemmer fra den srilankanske hær, der koldblodigt likviderer tilfangetagede medlemmer fra LTTE – de tamilske tigre. Dette er uomtvisteligt en krænkelse af Geneve-konventionen fra 1949. Selvom den srilankanske regering har afvist videoens originalitet – og det er naturligvis ingen overraskelse – så skulle videoen være god nok. Senest har ”The Times” og ”CNN” slået fast, at videoen er ægte, og videoen undersøges i skrivende stund af FN. Hvis videoen er ægte – hvilket meget altså taler for, at den er – så er der tale om et afgørende brud med Geneve-konventionen. Når jeg vælger at tage denne video op til diskussion, så er det for at insinuere og diskutere hykleriet blandt nogle herboende tamiler, der på skræmmende vis synes at skelne mellem bødlerne.

Brugerne på netportalerne nizhal.dk og 0094.dk

På netportalen nizhal.dk har man regelmæssigt rettet en skarp kritik mod LTTE, og dens metoder samt overtrædelser af internationale konventionerne – herunder LTTE’s krænkelse af menneskerettighederne. Det er naturligvis helt legitimt – og nødvendigt om nogen – at kritisere LTTE og lignende organisationer for inhumane adfærd. Og denne artikel har derfor heller ikke til formål at advokere for LTTE. Det er tværtimod befriende og sundt med LTTE-kritiske ytringer. Men det er stærkt hyklerisk, når forbrydelser begået af modparten – dvs. den srilankanske stat(GOSL) – kun sjældent bliver berørt på netportalen, nizhal.dk. Eksempelvis er den ovenfor omtalte video slet og ret ikke blevet omtalt på hverken Nizhal.dk eller dens søster-site 0094.dk. Der er simpelthen ikke skrevet en eneste artikel vedrørende videoen med de morderiske henrettelser. Dette er stærkt paradoksalt, eftersom nizhal.dk har profileret sig som forsvarere af tamilernes fundamentale rettigheder i Sri Lanka. Og med samme begrundelser har brugerne på Nizhal.dk gentagne gang kritiseret LTTE for deres krænkelser. Men hvad den omtalte video angår, er kritikken på forbavsende vis udeblevet. Hvorfor?

Måske fordi kritikkerne på nizhal.dk slet ikke var interesseret i at tale de undertrykte tamilers sag overhovedet - men har just appliceret dem som en art middel til at realisere et andet mål: Nemlig at kritisere LTTE. Det kan med andre ord tyde på, at man koldblodigt har brugt Sri Lankas i forvejen forulempede tamiler som skalkeskjul – altså som middel til at fremme noget andet: Nemlig at kritisere organisationen LTTE. I denne sammenhæng ville det være passende at referere til den tyske filosof Emmanuel Kant, der i sin etik har plæderet for, at mennesket aldrig må bruges som et middel, eftersom det altid er et mål i sig selv. At udnytte andre mennesker for at fremme ens personlige ærinder er stærkt usympatisk. Og det kan man da kun give den geniale Kant ret i.

Channel 4’s video - set kontrafaktisk

For laver man et kontrafaktisk tankespil med den efterhånden så famøse video, således aktørernes roller substitueres, så ville det have set sådan ud: Krigen går ikke som ventet, set med GOSL’s briller, og hæren taber flere slag til LTTE. Og det er endda lykkedes en LTTE-fraktion at tilfangetage ca. 25 – 30 soldater som krigsfangere. Og de tilfangetagede soldater henrettes koldblodigt af LTTE på en øde slette et sted i Vanni, og hele seancen bliver eviggjort vha. af mobiltelefoner. Men videoklippene kommer desværre – for LTTE’s vedkommende - i hænderne på en engelsk tv-kanal, som straks vælger at publicere indholdet. Og straks er der en livlig – og i øvrigt yderst berettigede – kritik og debat af hændelsen på nizhal.dk. Der bliver uploaded artikler, som med henvisninger til konventionerne fordømmer LTTE’s usympatiske og inhumane adfærd. Og der kommenteres i lange baner.

Men den ovenstående beretning er som sagt kontrafaktisk, og det var, som alle nok ved, ikke LTTE, der likviderede krigsfangere, men den srilankanske hær. Men det ændrer slet ikke ved sagens kerne, at centrale konventioner er blevet brudt her, og derfor burde kritikken være kommet uanset om bødlerne var LTTE eller GOSL. Men der foreligger desværre ingen artikel på nizhal.dk, der berører ovenstående hændelse. Og det er stærkt intimiderende og tankevækkende, at piben har fået en anden lyd på nizhal.dk, blot fordi ofrende er LTTE-medlemmer. Selvom dette er et tankespil, så er jeg som sagt ikke et øjeblik i tvivl om, at kritikken ville have væltet ned over LTTE, hvis LTTE var bødlerne i videoen. Og Danmarks såkaldte tamilske ”menneskerettighedsforkæmpere” ville – med krydshenvisninger til diverse konventioner – have gjort tigrene til det store uhyre i åbenbaringen. Men nu er det som bekendt ikke LTTE, der havde likvideret tilfangetagede soldater, men hæren. Og kritikken er på hyklerisk vis udeblevet! Hvorfor, om jeg må spørge?

Det er ikke kun videoen som ovenstående, som er blevet skånet for kritik på hjemmesiden nizhal. Der er flere eksempler, hvor det srilankanske problem oftest er blevet dække ensidigt på hjemmesiden. Og det er stærkt utroværdigt, når et netportal, der har hævdet at være objektiv, slet og ret ikke er det i sin fremgangsmåde. Det er – og bliver – hyklerisk.

I denne sammenhæng kunne jeg også have inddraget Nizhal’s kritik af LTTE’s krænkelse af ytrings- og pressefriheden. Brugerne på Nizhal kritiserede med rette LTTE for at indskrænke pressefriheden blandt tamiler – både i Sri Lanka og i diasporaen. Men kun sjældent bliver GOSLs indskrænkelse af pressefriheden i Sri Lanka berørt på denne tendentiøse site. Sandheden er jo, at dagens Sri Lanka er en diktatorisk og nepotistisk stat, der likviderer eller fængsler regeringskritiske røster uden tøven. Som eksempel kunne man pege på ’Sunday Times’ W. Lasanta og den tamilske journalist J.S.Tissanayakam – begge er blevet ofret på diktaturets blodige alter. Og ifølge Penn er Sri Lanka et af de lande i verden, hvor det er decideret livsfarligt at arbejde som journalist. Men denne virkelighed har åbenbart ikke attraheret Nizhal.dk. Og det kan man kun undre sig over.

Sluttelig efterlyser jeg en mere kritisk og saglig tilgang de srilankanske flygtningelejre – der på mange måder ligner koncentrationslejre. Forholdende i disse lejre tangerer forholdene, som man kun ser i koncentrationslejre. Og det yderst krænkende. Krigen er muligvis afsluttet i Sri Lanka, men friheden for tamiler er ej kommet! Og en etnisk forskelsbehandling synes aldrig at have været mere synligt!

Den ensformige Vaanam

Nu skal det naturligvis ikke hedde sig, at jeg kun kritisere Nizhal. Der findes også andre fanatiske og usaglige tamilske hjemmesider i kongeriget, som fortjener en hilsen på vejen her på falderebet - eksempelvis Vaanam.dk. Baseret på kommentarerne ind på Vanaam.dk, så virker det som om, at størstedelen af Vaanams brugere har hovedet under armen, når det de kommenterer en artikel. Magen til ensidighed skal man lede længe efter – her overgår Vaanam selv Nizhal! Jeg kender ikke brugernes alder, men hvis de er i alderen 15 – 25 år, så er det på sin vis tragisk, at unge mennesker, som er vokset op i et åbent samfund, er så ensidige og forstokkede i deres forholden sig til et så super komplekst problem som det srilankanske. Dernæst er den kætterske og firkantede retorik og samfundssyn, som hersker inde på Vaanam, stærkt kritisabelt. Det er tragisk at unge mennesker benytter sig af begreber som landsforræder, anti-tamil, kulturfjende etc., når de skal forholde sig til meninger, som de nødvendigvis ikke er tilhængere af. At stigmatisere opponenten som værende landsforræder eller anti-tamil er ikke kun en primitiv metode, der appellerer til afsenderens manglende evne til at forholde sig konstruktivt til et givent problem, men det er også et problem for en demokratisk-kommunikative proces, fordi tamiler herved indirekte tvinges til at forblive tavse, netop for ikke at blive kategoriseret som landsforræder eller anti-tamil. Dernæst er det ligeledes en yderst ulogisk metode, hvis man har til formål til flytte opponenten over til en selv. Den eneste funktionelle metode i denne henseende er da dialog – og ikke mudderkastning, der kun vil forværre forholdet. Derfor valgte den gode gamle Sokrates dialog som metode, da han ønskede ar påvirke de athenske borgere.

Et samfund uden kritikere er et samfund uden sjæl. Så lad kritikkerne komme til orde – og tilbagevis kun om nødvendighed deres kritik med saglige argumenter. Alt andet er da et evolutionært tilbageskridt!

N.B.: Det er ikke min hensigt at angribe specifikke personer med artiklen

/Bas Kanthavanam, Odense Januar/10

Klimaet – nutidens puritansk troslære

2010-01-18T18:15:00.000-06:00

Var man videnskabsmand i senmiddelalderen eller i renæssancen og forsvarede en heliocentrisk verdensopfattelse, så var man en kættersk bastard, der naturligvis måtte retsforfølges. Processer mod videnskabsmænd og anderledestænkende i renæssancen er velbeskrevet i kilderne. Og retrospektivt set var det ikke fordi datidens videnskabsmænd var løgnere, der forsøgte at profilere sig selv med selvopfundne ideer. Vi ved i dag, at videnskabsmænd som Galileo og Bruno faktisk havde ret i deres iagttagelser af verden. Nej, grunden til at ovenstående videnskabsmænd blev forfulgt og kastet på bålet, skal naturligvis ses i lyset hvem der havde retten til at sætte diskursen om, hvad der var sandt og falsk på daværende tidspunkt. I middelalderen var det kirken der definerede sandheden, og kirkens verdensudlægninger og meninger stod i princippet ikke til diskussion, eftersom det lykkedes kirken at overbevise omverdenen om, at kirkens ord var Guds ord. Og dette betød, at en kritik af kirken teknisk set også var en kritik af Guds ord – det var med andre ord blasfemisk at stille sig tvivlende over for kirkens ytringer.

I middelalderen og renæssancen var kirken altså en diskursbestemmende institution og tog derfor også retten til at forfølge og chikanere ikke kun dens kritikere, men også de som blot havde en anden mening end den kirken profilerede sig med. Denne tendens synes at være aktuelt i dag i forbindelse med det globale klimaproblem. Ligesom i middelalderen, er der desværre en lignende kætterstemning i dagens klimadebat. Der er de, som mener at klimaændringen er menneskeskabt – de udgør majoriteten. Så er der de – og de er et mindretal – der plæderer for, at klimaændringerne ikke udelukkende er menneskeskabte. Nej, solen spiller også en afgørende rolle, ifølge minoriteten.

Uden at forholde mig til, hvem der har ret, vil jeg bare påpege, at minoriteten i dagens klimadebat bliver udsat for en forfølgelse, der på mange måder ligner middelalderens inkvisition. Dette er både interessant og trist. Forskere og fritænkere må ikke chikaneres eller trues, just fordi de fremlægger resultater og meninger, der strider imod en anerkendt paradigme. Det er ikke sundt for et videnssamfund!

/bas

Januar 2010

Da Vinci mysteriet, Muhammed-tegninger, splittelsen i enhedslisten og Asma-kritikken

2009-10-16T08:52:00.000-05:00

Umiddelbart skulle man ikke tro, at der er nogen sammenhæng mellem Da Vinci mysteriet, Jyllandspostens Muhammed-tegninger, splittelsen i Enhedslistens bagland og kritikken af Asma Abdol Hamid, men det er der. Fællesnævneren er ’angstprovokerende rystelse af ens fundamentale tro’. Både Da Vince code og karikaturtegninger af profeten Muhammed vakte kontroverser – den ene måske lidt mere end den anden, men ikke desto mindre stjal de begge alles opmærksomhed. Men hvorfor harmede katolikker over en kommercielt orienterede bog, der desuden var pur fiktion? Og hvorfor harmede muslimer over nogle dybt håbløse karikaturtegninger af en profet, der trods alt døde for ca. 1400 år siden? Og hvorfor er enhedslisten splittet i to fraktioner pga. en muslimsk kandidat, bare fordi hun ikke lægger skjul på, at hun er muslim med stort M? Jo, pga. den angstprovokerende rystelse af ens fundamentale barnetro.

Det er angstfremkaldende, når nogen antaster det, man betragter som selve fundamentet for ens eksistensgrundlag. Man vil blive provokeret, ikke kun pga. den eksterne rystelse, men ligeså meget af angsten – angsten for at falde igennem, fordi man netop fornemmer revner i ens eksistentielle fundament. Og i håb om at lappe revnerne reagerer man imod kritikken – forsvarsmekanisme af den bedste/værste skuffe. Dette er kendetegnene for alle oven for nævnte eksempler.

Da Vinci Mysteriet – i princippet intet nyt under solen

Dan Browns Da Vince mysteriet( The Da Vince code) er en medrivende thriller, der har budt selve den katolske kirke op til dans, og der er mange meninger om bogen. Den katolske kirke har bl.a. opfordret sine tilhængere skare til at boykotte både bogen og filmen. Dernæst har flere forskere, både historikere og teologer, afvist bogens kernepointer som pure opspind. Dernæst har Dan Brown ikke opfundet den dybe tallerken. Ingen af de pointer Brown fremlægger i bogen er ubekendte. Selvom Brown blev frikendt for plagiat, er mange af de pointer, han fremlægger i bogen ikke hans. Fx, At Jesus og Maria Magdalene indgik ægteskab en gammel teori, som er at finde i ” Det hellige blod og den hellige gral” og i ” Mennesket Jesus”. Dernæst er tolkningen af Da Vinces ” Last supper” heller ej Browns. Denne teori henter han i bogen ”Indsigt i tempelriddernes hemmeligheder”. Dernæst blev Sion of Priot(SP) først stiftet i 1958. SP havde eftersigende kun ét medlem, og det var selve stifteren, som oven i købet havde mentale komplikationer. Men Brown hævder derimod, at SP har eksisteret siden middelalderen.

Selvom Brown aldrig har betegnet sin bog som værende videnskabelig, så skriver han i forordet, at samtlige informationer i bogen er fakta. Med andre ord fører han sine læsere bag lyset. Men hvad gør man ikke for at score kassen. For det er hele formålet med da Vince code. Den er skrevet med det eneste formål at tjene en masse penge. Og derfor skal Brown, selvom bogen ikke er nogen litterærvidunder, have ros. Det er smaddergodt tænkt. Han har skrevet en bog, som er hyper letlæseligt, og dermed når han ud til massen. Dernæst har han taget en genre, som de fleste bliver fanget af i brug. Og som det væsentligste sætter han spørgsmålstegn ved hele den vestlige civilisationsfundament, Kristendom. Og som kronen på værket har han krydret med lidt feminisme. Bog af den art er dømt til at sælge millioner af Eksemplarer.

Men hvorfor skabte en bog – der er vellidt af millioner – kontroverser blandt katolikker? Svaret er lige til: Bogens plot rokker ved selve fundamentet. Det er selve den vestlige civilisations grundpiller Brown angriber. Et angreb af denne art skaber altid en eksistentiel krise, der hurtigt baner vejen for angst, fordi bogen sætter spørgsmålstegn ved selve barnetroen. Den føromtalte krise viser sig oftest tvetydigt. Hos nogen skaber den nysgerrighed og undren – og hos andre vred og en form for eksistentiel krænkelse af deres inderste væsen. Reaktionerne ville derfor oftest også være der efter. Der er dem, som længes efter at læse bogen, og så er der dem, som er knivskarpe til at forkaste den. Men for begge parters vedkommende er der tale om en ’angstprovokerende rystelse af deres barnetro’.

Men står og falder den kristne tro med mennesket Jesus? Ville de kristne forkaste kristendommens budskab om næstekærlighed, tilgivelse og forsoning, hvis man kan påvise, at Jesus var en skurk, marxist, liberal, socialist, homoseksuel, biseksuel, heteroseksuel, eller at han rent faktisk ægtede Magdalene og fik et barn med hende? Nej, for det er i princippet fuldstændig lige meget, hvem den historiske Jesus var, da kristendommen grundlæggende hviler på ordet. Rent faktisk var det ikke Jesus’ hensigt at stifte en ny religion – han var og forblev en dybt troende jøde, der blot ønskede at revurdere jødedommen. Men denne tolkning af Jesus og urkristendommens opståen deles desværre ikke af alle.

Jyllandsposten og Muhammed

Jyllandsposten hævdede, at tegningerne var ment som forsvar for ytringsfriheden. Men før vi synger med på den sang, bør vi lige slå følgende ting fast: Ytringsfrihed er ikke absolut – heller ikke i Danmark. Det er det rene uvidenhed at påstå det modsatte. Vi har gudskelov – både i Danmark og Europa – ytringsfrihed, men den er ikke absolut og heller ej ubøjelig. Vi gradbøjer vore ytringer dagligt – selvom vi ikke altid vil stå ved det. Det er eksempelvis juridisk strafbart at være holocaustbenægter i visse lande i Europa – herunder Schweiz. I Schweiz straffes holocaustbenægtere med fængselsophold – det er ikke just ytringsfrihed, hvis man spurgte mig. Holocaust er et grusomt historisk faktum, og derfor er det ganske forfærdeligt, når visse kræfter i samfundet påstår det modsatte. Men ikke desto mindre er de vel i deres gode ret til at benægte dette – vel at mærke i en verdensdel, der bryster sig med at være ytringsfrihedens banefører? Afvisninger af historievidenskabelige kendsgerninger er en sag for historikere – ikke for domstolen. Det danske monarki er et andet eksempel på, hvorfor ytringsfrihed ikke er absolut i Danmark. Desuden krænker monarkiet både demokratiet og menneskerettighedserklæringens første punkt: nemlig, at alle mennesker er født lige.

Men nu tilbage til de famøse tegninger, der forårsagede den største udenrigspolitiske krise i Danmarkshistorie siden 2.verdenskrig. Var det ok at bringe tegningerne? JP havde – og har stadig – deres fulde ret til det. Men baggrunden til hvorfor de skulle bringes er pinligt. Skal man absolut generer sine medborgere for at afprøve holdbarheden af ytringsfriheden? Det er horribelt, uetisk og fundamentalistisk. Men reaktionerne på tegningerne var ligeledes horrible. Hvorfor brænde flag og ambassader af pga. af nogle karikaturtegninger af en profet, der døde for 1400 år siden? Og hvorfor er det - for nogle – svært at forstå, at pressefrihed er en hjørnesten i ethvert demokrati? Jeg skal ikke diskutere disse indvendinger yderligere, men vil heller se på, hvad der lå til grund for muslimernes utilfredshed og vrede. Her er svaret igen den samme: Den angstprovokerende rystelse af ens barnetro. Jyllandsposten antastede ikke bare den enkelte muslim – bare det var det. Nej, JP antastede den person, som alle muslimerne verden over har for kær – profeten Muhammed. Og dermed antastede JP muslimernes religiøse fundament, og dette vil altid resultere i identitetsrelaterede kriser og kontroverser.

Splittelsen i Enhedslisten

Enhedslisten er knap så homogent, som navnet ellers antyder. Lige siden Asma Abdol Hamid(AAH) annoncerede sit kandidatur til folketinget, har kritikken haglet ned over hende. AAH er blevet kritiseret - ja, ligefrem krydsforhørt – fra samtlige politiske partier – herunder hendes egen, enhedslisten. Den eksterne kritik er ingen nyhed i sig selv, men det er bemærkelsesværdigt med den interne kritik. Mange af enhedslistens medlemmer – garanteret også mange af deres vælger – stiller sig yderst skeptisk over for Asma’s kandidatur. Asma-sagen har mildest talt splittet enhedslisten. Men hvorfor? Enhedslisten er måske den eneste tilbageværende levn fra DKP(Danmarks kommunistiske parti) tiden. Enhedslisten er et parti med tydelige pendanter til marxismen. Der er ingen tvivl om, at Karl Marx’s lære udgør selve fundamentet for Enhedslistens identitet. Vi har at gøre med et politisk parti, der har projiceret sig som socialismens banefører. Enhedslisten er med andre ord et parti, der har gjort socialismen til deres identitet. Og dette betyder lige ud sagt, at en anfægtelse af socialismens kerneværdier, også er en anfægtelse enhedslistens eksistensberettigelse. Rent historisk har religion og socialismen været hinandens modsætninger. Socialismen har sin historiske rødder i den franske revolution og oplysningstiden. Den franske revolution var et opgør med absolutismen og de religiøse institutioner i Frankrig. Oplysningstiden var fornuftens opgør med kristendommen. Og det er netop hér socialismen har hentet sine inspirationer. Marx har anfægtet religion i en grad, at han kaldte den opium for folket, og i denne sammenhæng er en religiøs Asma en pæl i såret.

(artiklen blev skrevet kort før det sidste folketingsvalg)

/bas

Kriminaliseringen af købesex – fordele og ulemper

2009-10-12T17:00:00.000-05:00

Endelig – fristes man til at sige - lykkedes det for den socialdemokratiske folketingsmedlem, Mette Frederiksen, at få sit partis fulde opbakning til et lovforslag mod købesex – et lovforslag, som hun har kæmpet for i flere år. Set udefra er et forbud mod købesex umiddelbart en god tanke, eftersom dette på sigt kan tænkes at forbedre livskvaliteten for en gruppe kvinder, der tvinges til at lægge kroppe til andres seksuelle og økonomiske begær. Men når dette er sagt, så er kriminaliseringen af købesex ikke uden problemer. Det viser sig, at der både er fordele og ulemper ved et forbud:

Fordele ved et forbud:

Konsekvenserne ved et forbud:

Kan tænkes at neutralisere trafficking
Kan neutralisere undertrykkelse af kvinder, der arbejdere under nogle kummerlige omstændigheder.
Bagmændene mister magten over kvinderne.

De i forvejen krænkede kvinder bliver yderliggere krænket ( de stigmatiseres som kriminelle)
Kvinden mister retten over sin egen krop
Kvinder der frivilligt arbejder som prostituerede kriminaliseres og de tvinges til at opgive deres levebrød
Et forbud løser muligvis ikke problemet: 1) Et forbud kan i værste tilfælde tvinge kvinderne til at arbejde under endnu ringere forhold end tidligere. 2) Problemet løses ikke, men flyttes blot til at andet sted.

Trafficking og tvang

Ved at forbyde købesex kan man indstille sig på at komme kvindehandel – trafficking – til livs. Kvindehandel, en moderne form for slavehandel, er et velorganiseret mafiavirksomhed, der er yderst inhumant pga. dens kyniske udnyttelse af fattige kvinder fra især Østeuropa og den tredje verden. Ved at kriminalisere købesex kan denne kyniske tvangsudnyttelse af kvinder, der grundet deres armod tvinges til at sælge deres krop, få en afslutning. I samme forbindelse kan bagmændene, alfonserne, der suger vitaliteten ud af disse kvinder, få deres velfortjente straf. Dette er hvad man håber på, ville ske, hvis købesex forbydes. Men på den anden side medfører et forbud nogle mærkbare indskrænkelser, der kan vise sig at ramme de forkerte – kvinderne. Men der er ingen tvivl om, at kvindehandel skal neutraliseres, for det er her den reelle kvindeundertrykkelse har hjemme. Derfor irriterer det mig grænseløst, når de såkaldte ”kvindeforkæmpere” såsom Naser Khader og Pia Kjærsgaard kun retter deres tendentiøse blikke mod muslimske kvinders hovedbeklædning når snakken går på kvindeundertrykkelse. Kampen mod kvindeundertrykkelse skal handle om andet end symboler, der, efter visse politikeres udsyn, symboliserer kvindeundertrykkelse. Det er dysfunktionelt, at politikere som Naser Khader og Pia Kjærsgaard udelukkende forstår kvindeundertrykkelse som et særligt muslimsk tradition.

Er forbud en løsning?

Men er en kriminalisering af købesex så en optimal løsning? Jeg er ikke nogen hårdnakket modstander af købesex. Men et muligt forbud mod købesex skal efter min vurdering være det absolut sidste tiltag, fordi en kriminalisering af prostitution synes klart at have sine kontroverser og problemer. Som det første er det en alvorlig indgriben i den enkelte kvindes kropslig frihed. Kvindens ret til at bestemme over sin egen krop indtager en signifikant rolle i de fleste danskers selvforståelse. Derfor er det et kontroversielt tiltag at forbyde prostitution, for derved går staten i princippet ind og definere grænserne for, hvor meget en kvinde egentlig kan tillade sig med sin krop. Dette kan kun tolkes som værende intimiderende, set med kvindefrigørelsens øjemed.

Et andet problem ved kriminaliseringen af købesex er, at de prostituerende kvinder, der i forvejen krænkes af diverse bagmænd og kunder, ville risikere at blive udsat for yderliggere krænkelse i form af prædikatet ”kriminel”. Og hermed rammes de forkerte – de prostituerende kvinder.

Et andet nævneværdigt problem ved forbuddet er selve formålet med forbuddet. Hensigten med et forbud mod købesex er at hjælpe kvinderne ud af deres kummerlig tilværelse. Men spørgsmålet er igen: Hjælper et forbud? Dette er naturligvis et stærkt vanskeligt spørgsmål at begribe, men der er dog desværre en reel risiko for, at et forbud kan – paradoksalt nok imod forbuddets reelle hensigt – tvinge kvinderne ud i en tilværelse, der er mere kummerlig og sårbar end tidligere. Med andre ord er det naivt, hvis man ukritisk hælder sig til den etos, at et forbud mod købesex også er en afslutning på tvangsudnyttelse af kvinder. Denne tvangsudnyttelse vil formentlig fortsætte – bare under endnu ringere omstændigheder.

Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at undertegnede ikke afviser et forbud helt, men kræver blot at et forbud kun må komme på tale, når alle andre forsøg på at komme kvindehandel til livs er opbrugt.

/bas kanthavanam

Og det blev Rio....

2009-10-02T12:44:00.000-05:00

Hvor er det befriende, at den brasilianske by Rio De Janeiro har fået tildelt OL-værtskabet for den 31. olympiske lege i 2016. Det er befriende, fordi Rio, efter min mening, var den eneste rigtige kandidat til værtskabet. Ikke fordi Rio’s kandidatur er bedre end hverken Chicagos, Tokyo’s eller Madrids, men mere fordi de repræsenterer en verdensdel, som aldrig har prøvet at afholde et olympiske lege før. Det har både Nordamerika(Los Angeles), Asien( Seoul) og Europa( utallige leje). Derfor er valget af Rio et udtryk for retfærdighed. Og det er lige efter den olympiske ånd. Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at OL2016 bliver sambastisk....

Tillykke til Rio fra Øieblikket!

/bas

Vold for dharmaens skyld

2009-06-17T16:00:00.000-05:00

Buddhismen fremstilles ofte i Vesten som en pacifistisk, medfølelsesrummende religion, der higer efter et fredsommeligt liv uden politiske og verdslige interesser. Men i Sri Lanka synes den buddhistiske sangha at afkræfte denne påstand.

Roden til det etniske skisma

Vold og etniske uroligheder har siden 1983 været hverdagskost i ø-staten Sri Lanka. Sri Lanka – engang kendt som perlen i det indiske ocean, og som længe var et udsøgt turistmål for mange vesterlændinge – er i dag en nation midt i en humanitær krise af dimensioner efter 30 års koldblodig borgerkrig. En borgerkrig, der anslås at have mindst 80.000 menneskeliv på samvittigheden – og herunder ca. 20000 bare i år Dernæst har krigen fordrevet over 400000 på flugt som flygtninge. Den verserede borgerkrig er mere eller mindre afsluttet. Krigens ene part, den srilankanske regering, hævder i hvert fald at have nedkæmpet løsrivelsesbevægelsen, de tamilske tigre (LTTE).

Selve baggrunden for den nu afsluttede borgerkrig kan henvises til landets etniske diversitet. Sri Lanka består af to lingvistisk-etniske grupper: den singhalesisk talende majoritet og den tamilsk talende minoritet. Tamilerne, som hovedsageligt er bosiddende i den nordlige og østlige del af landet, har i flere årtier klaget over systematisk forskelsbehandling fra singalesisk side. Og forskningen på området synes da også at give tamilerne medhold. Men selvom konflikten i Sri Lanka primært er dirigeret af lingvistiske følelser, så er buddhismens rolle her ikke helt uvæsentligt. Jeg vil i denne kronik forsøge at går bag om konflikten og frembringe dens religiøse agenda.

Den politiske sangha

Sri Lanka er et flerreligiøst samfund. Landets ca. 20 millioner indbyggere har rødder i buddhismen(ca.74%), hinduismen(ca.12%), kristendom(ca.6 %) og islam(ca. 8 %). Den singhalesiske majoritet er overvejende buddhister. Tamilerne er overvejende hinduer, kristne og muslimer. Den verserende etniske konflikt er primært et lingvistisk-etnisk anliggende, og kan af samme grund ikke entydigt rubriceres som et religionsrelaterede problem i sig selv. Det er den langt fra – og dog! Ja, der er nemlig et dog. For selv om konflikten ikke direkte kan begrundes religiøst, så spiller buddhismen og den buddhistiske sangha(munkeorden) i landet en yderst signifikant rolle. Grundet sin magtfulde position i landet, har sanghaen altid forsøgt at påvirke landets politiske beslutningsprocesser – og ofte med succes. Dette er – buddhistisk set – kontradiktorisk, eftersom den buddhistiske lære på væsentlige punkter synes at fraråde enhver binding til den forgængelige verden. Af samme bevæggrund er munkestadiet et vigtigt religiøst refugium i buddhismen. For selvom alle, ifølge den første Buddha, har lige mulighed for at opnå den soteriologiske nirvana, så er der, blandt buddhister, en udbredt forestilling om, at især munke har de bedste forudsætninger for at indgå i intetheden – netop pga. deres samfundsfornægtende livsførelse. Men i Sri Lanka forholder det sig ganske anderledes. Hér er sanghaen en yderst aktiv aktør i landets politiske beslutningsprocesser, og den dirigerer på mange måder landets politiske diskurs. Hver gang en regeringskoalition synes at slække en lille smule på de buddhistiske interesser, så træder sanghaen som regel i karakter og truer regeringen på dens politiske eksistens. Og eftersom de fleste srilankanske politikere har et indgående indsigt i sanghaens magt, ser de ikke andre udveje end at lytte til sanghaens krav. I 2001 gav den forhenværende præsident Chandrika Kumaratunga eksempelvis udtryk for, at hun agtede at rådføre sig med sanghaen, før hun traf vigtige politiske beslutninger – netop for at sikre sin position. Den siddende præsiden Mahinda Rajapakse er ligeledes dybt afhængig af sanghaens støtte. Men hvorfor har den buddhistiske sangha så meget at sige i Sri Lanka?

Sri Lanka : Dhammadipa?

Religionshistorisk set indtager Sri Lanka en central position i buddhismens litterære og religiøse udvikling. En væsentlig del af theravada buddhismen tænkes nemlig at være blevet til her. Af samme årsager ser mange srilankanske buddhister Sri Lanka som theravada buddhismens vugge. Og ifølge sanghaen skulle selveste den første Buddha, Gauthama Siddhartha, have været i Sri Lanka hele tre gange. Dette er dog udefra set stærkt tvivlsomt. Men ikke desto mindre så indtager denne myte en særdeles skelsættende rolle i sanghaens selvforståelse, og ikke mindst i dens forsøg på at konstruere Sri Lanka som et rent buddhistisk land. Ifølge sanghaens og buddhist-nationalisternes selvforståelse udvalgte Buddha nemlig selv Sri Lanka som buddhismens sakrale refugium. Af samme grund tiltales Sri Lanka også som ’Dhammadipa’( Lærens ø) blandt munkene.

Set fra Sanghaens snæversynede optik er Sri Lanka – primordialt set – buddhismens vugge. Og det singalesiske folk er tilmed et sakralt folk, som er beskikket med den særlige opgave at forsvare og opretholde den buddhistiske dharma(lære) i landet. Sanghaen antyder hermed, at Sri Lanka oprindeligt er et singalesisk-buddhistisk land, hvis rette ejere er den singalesisk-buddhistiske majoritet. Dette kan eksemplificeres med yderligtgående buddhister, der inderligt ønsker en raceren Sri Lanka – dvs. et land bestående udelukkende af etniske singhalesere.

Buddhismens apologeter

Med udgangspunkt i denne imaginære, og nationalistiske, fortælling har den politiske gren af sanghaen pålagt sig selv – og landets øvrige buddhister – rollen som buddhismens apologeter i landet. Som en direkte forlængelse af denne selvopfattelse ser de derfor den verserende etniske konflikt som en decideret kosmisk kamp mellem det retfærdige (dharma) og det uretfærdige(a-dharma). I sanghaens øjne er krigen intet mindre end en apologetisk hellig krig, der primært har til formål at forsvare den buddhistiske dharma. Og eftersom det singhalesiske folk, ifølge legenden, har fået tildelt rollen som buddhismens beskyttere, har sanghaen argumenteret for, at singhaleserne har en sakral pligt til at beskytte buddhismen i landet – også ved brug af vold. Og derfor prioriterer Sri Lankas militante buddhister krigen mod tamilerne højere end eksempelvis buddhismens etiske krav om medfølelse og pacifisme.

I denne sammenhæng henviser sanghaen ofte til en urgammel krønik, Mahavamsa, hvis historiske sandhedsværdig er stærkt tvivlsomt, og redelige historikere er da også enige om, at en væsentlig del af Mahavamsa er mytisk-legendestof - altså fiktivt. I Mahamvamsa er der en mytisk beretning om en singalesisk-buddhistisk konge, Dutugumunu, der besejrede den tamilske konge, Elara, og hans invaderende tropper i en retfærdig forsvarskrig, fordi Elaras invasionsstyrker havde til hensigt at nedbryde nations buddhistiske integritet. Selvom denne legendefortælling er klart mytisk, så henviser sanghaen den dag i dag til Dutugumunu og hans bedrifter, når den skal legitimere sin egen legitimering af krig og vold i landet. Ligesom Dutugumunu, beskytter de singalesiske soldater blot landets buddhistiske lære mod de tamilske mindretals aggressive adfærd, der på sigt kan true dharmaen, ifølge munkene. Derfor lovpriste og velsignede det srilankanske munkesamfund en blodig militæroffensiv mod LTTE, der bare i år har kostet ca. 20000 uskyldige livet. Netop fordi krigen blev tolket som en ’Dharma Yuddhaya’ – en retfærdig krig – der havde til formål at forsvare buddhismen i landet. Og dette var på trods af at krigens metoder på væsentlige punkter antaster buddhismens etiske kodeks.

Dharma Yuddhaya?

Selvom sanghaen i Sri Lanka argumenterer for, at den nu afsluttede krig var en forsvarskrig, så er det en påstand uden reel sandhedsværdig. De tamilske tigre(LTTE) som regeringen lå i krig med var ingen trussel mod hverken buddhismen eller buddhismens position i landet. For det første er buddhismens position i Sri Lanka urokkelig. Dernæst var tigrenes kamp ingen invasionskamp. De havde ikke til hensigt at udrydde buddhismen i Sri Lanka – noget som også er urealistisk, hvis de overhovedet havde forsøgt. Tigrene kæmpede for et selvstændigt tamilsk land – kaldet Eelam – i det nordlige og østlige Sri Lanka. Og de holdte sig primært til i disse områder, og kun sporadisk angreb de mål i singhalesiske sfære.

Derfor er der meget, der taler for, at sanghaen, blot for at verificere sin egen legitimering af en blodig krig, bevidst bruger krigsmetaforen fra Mahavamsa. Man har med andre ord anakronistisk forsøgt at implementere en myte fra urtiden ind i den nuværende virkelighed, blot for at give det nuværende forhold en legitimitet og retfærdighed – en notorisk velkendt nationalistisk metode!

Ved at projicere tigrene - og dermed det tamilske folk - som Elaras ikke-srilankanske efterkommere, der blot ønsker at nedbryde den buddhistiske enhedskultur, har sanghaen lykkedes med at omdefinere en ellers voldelig og blodig krig til en retfærdig krig, der blot havde til hensigt at forsvare den buddhistiske lære. Med andre ord er krigen i Sri Lanka, set med sanghaens øjne, en kosmisk kamp for dharmaens skyld!

Derfor, hvis ønsket er varig fred i Sri Lanka, skal sanghaens indgriben og indblanding i den verserende etniske skisma tages seriøst. For så længe landets yderligtgående buddhistisk-nationalister får råderum til at påvirke østatens politiske diskurs, vil der uundgåeligt fortsæt være etniske gnidninger mellem singhalesere og tamiler i Sri Lanka. Og af samme årsag er en ny borgerkrig i Sri Lanka slet ikke utænkeligt – desværre!

Buddhismen og pacifisme?

I vesten hersker der efterhånden en misvisende og virkelighedsfjern opfattelse af buddhismen som værende en pacifistisk religion. Denne opfattelse afspejler langt fra hele sandheden. Buddhismen har også et politisk og voldeligt ansigt. Buddhismen i Sri Lanka er et glimrende eksempel på dette. I Vesten skal vi minde os selv om, at buddhismen – ligesom alle andre religioner – er en hermeneutisk størrelse, der er genstand for divergerende tolkninger. Derfor er det stærkt kritisabelt, når vi i Vesten ukritisk tager alle buddhistiske samfund over en kam. Ligesom der er forskel på muslimer, kristne, hinduer etc., er der også forskel på buddhister. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at mange buddhister værdsætter de pacifistiske værdier – som den første Buddha prædikede – højt, og vitterligt forsøger at inkorporere dem i deres dagligdag. Men vi skal i denne henseende heller ikke ignorere den kendsgerning, at der ligeledes findes buddhister, der er villige til at legitimere brugen af vold for en højere sags skyld. Dette er, hvad der er sket i Sri Lanka de sidste mange år!

/Bas Kanthavanam, Odense

Cand. Mag. i Religion og Historie

Eliminering af LTTE – ikke nødvendigvis ensbetydende med varig fred!

2009-04-19T17:35:00.000-05:00

I en artikel i dagbladet information udtaler en tidligere israelsk kvindelig soldat sig følgende:

” Vi har ikke noget valg. Vi kan ikke smide hinanden i havet. Hvis vi bliver ved med at behandle palæstinenserne umenneskeligt, hvordan kan vi så forvente, at de vil leve her sammen med os”.

Dana Golan, som er en tidligere soldat i den israelske hær, er en del af ’breaking the silence’ – en sammenslutning af tidligere israelske soldater, der taler ud om forbrydelser begået af den israelske hær mod civile palæstinenser i den verserende Palæstina-konflikt.

Selvom Dana Golan er Israeler – og praktisk talt intet har med konflikten i Sri Lanka at gøre – så er hendes antydninger, som fremgår af citat, meget dækkende for Situationen i Sri Lanka.

Det, som jeg finder interessant ved Dana Golans udtalelse, er, at hun argumenterer for, at nøglen til varig fred i Palæstina/ Israel i realiteten ligger i hænderne på den enkelte Israeler(Men naturligvis også i hænderne på den enkelte palæstinenser). For som hun så korrekt indikere, så kan man ikke forvente at Palæstinensere ville leve fredeligt sammen med israelerne, så længe israelerne ydmyger og diskriminerer dem.

Det samme kan man sige om situationen i Sri Lanka. Selvom nogle tamilske røster i Danmark synes at argumentere for, at en eliminering af LTTE er det samme som varig fred i Sri Lanka, så vil jeg mene, at en varig fred i Sri Lanka har lange udsigter. Det etniske skisma i Sri Lanka handler ikke kun om LTTE. De etniske problemstillinger står ikke og falder med LTTE. LTTE er blot en del af det. Så længe det tamilske minoritet føler sig krænket, diskrimineret og tilsidesat i Sri Lanka, vil der være etniske gnidninger i landet!

Denne blog er en abstract til en kommende artikel her på bloggen

/bas

En ’kort’ kommentar..

2009-03-29T13:59:00.000-05:00

eg vil gerne knytte et par kommentarer til debatarrangementet. Grundlæggende er det sundt med debat, men når det er sagt, så er det også vigtigt at man ikke debattere bare for at debattere. Emnet, man ønsker at debattere skal også have en hvis vægt og vigtighed – ellers er det simpelthen tidsspild.

Dernæst skal emnet, man agter at debattere, altid antastes og problematiseres. Emnet skal nemlig have en kritisk dimension – ellers er det usagligt og ensidigt.

Ingen af de elementer jeg har ridset op ovenfor synes at indgå i invitationen til debatarrangementet ”udfordring tamilske kvinder møder, når de skal vælge en partner”. Jeg kan forstå ud fra pjecen, at debattens hovedproblem er veluddannede tamilske kvinder og deres problemer, når de skal finde sig en partner, fordi tamilske mænd - ligesom DANSKE mænd – springer de længerevarende uddannelser over. Men er det en problemstilling, man skal bruge sin lørdag på? Og hvem er helte og skurke i denne her fortælling? Tamilske unge, der vælger de kortere uddannelser eller de veluddannede tamiler, der åbenbart er styret af en tilbagestående(primitiv/diskriminerende/uintellektuel?) livs udlægning?

Vær sagt, jeg mener ikke, at det, at tamilske veluddannede ikke kan finde ligesindede partner, er noget problem overhovedet. Arrangørerne af arrangementet højtideliggør derimod et fuldkomment absurd snobberi til et problem. Hvis veluddannede tamilske unge ikke kan finde en partner, så kan de jo meget passende hengive sig mod et liv i cølibat. Og hvis de agter at cementere deres cølibat yderliggere, så sponsorer jeg gerne kyskhedsbælte til hele bundet! En anden mulighed er et liv som lebbe i et kollektiv på en øde ø(Bornholm er en mulighed)

Dernæst er det vigtigt at problematisere emnet. Og det har man slet og ret valgt ikke at gøre i denne her sammenhæng. Der mangler en kritisk dimension. I invitationen fremgår det:

” Tamilske piger slår alle rekorder, når det kommer til uddannelse og integration i Danmark, men spørgsmålet er om, der er nok veluddannede tamilske mænd til alle de tamilske piger, når de skal til at finde sig en ægtefælle?”

Det fremgår tydeligt af citat, at de tre værter mere eller mindre legitimerer de veluddannedes ret til at frasortere de ufaglærte og de med kortere uddannelser. Værterne problematiserer slet og ret ikke udsagnet, men synes tværtimod at legitimere det. Jeg mener at citatet skal efterfølges af et kritisk spørgsmål, såsom: ”Eller er det naturgivet at veluddannede skal ægte en veluddannede for at realisere et sundt og dynamisk liv”. Det har man ikke gjort, og derfor savner jeg en kritisk dimension. Problemet er, at det fremgår af citat, at det er en naturlov, at de veluddannede ægter andre veluddannede. Dette er noget af det mest dysfunktionelle tågesnak, jeg længe har hørt.

Hvordan vil man reagere hvis man arrangerede et lignende debatmøde med overskriften: Tamilsk mænd fra kaste X mangler bejlere, fordi de fleste piger i DK tilhører kaste Y? Der vil være et ramaskrig blandt tamiler i DK. Men når man blot substituerer ”kaste x” med veluddannede og ”kaste y” med ufaglærte, så er der åbenbart tale om en meningsgivende debat? Uintellektuel bullshit!

Jeg har ved flere lejligheder advaret mod en tendens blandt tamiler, der på sigt kan gøre uddannelse til en art kastemarkør. Vort tamilske samfund må ikke inddeles i flere lag, og brobyggeren og de to andre værter skal være progressive og kritiske. Men I, derimod, verificere noget, som i min selvforståelse ligger i grænsen til diskrimination. Dette debatmøde kunne i princippet godt være afholdt af DFU(dansk folkepartis ungdom) med overskriften: ” Udfordringer danske mænd møder, når de skal vælge en partner, fordi flere og flere danske piger viser interesser for mænd fra indvandrerbaggrund” – Tak for kaffe!

Jeg kan skrive meget mere, men jeg slutter her. Men jeg fremsætter her nogle ligninger, som I så kan tygge på:

Veluddannede mennesker = intellektuelle = nej, ikke nødvendigvis. Intellektualisme er en livsstil, man har inkorporeret løbende(en proces). Og nødvendigvis ikke noget man kan tilegne sig på et universitet på 5 år. Jeg har mødt mennesker fra universitetsmiljøet, der nødvendigvis måtte have stået bagerst i køen, da vor Herre delte videns baserede gaver ud!

Ufaglærte mennesker = uintellektuelle = Nej, ikke nødvendigvis. Intellektualisme er en livsstil, man har inkorporeret løbende(en proces). Og nødvendigvis ikke noget man kun kan tilegne sig på et universitet på 5 år. Jeg møder tit mennesker med et stort intellekt, selvom de aldrig har betrådt et universitet.

Veluddannede mænd = Mere frisindede og moderne = Nej, ikke nødvendigvis. Fordi en mand er veluddannede, behøves han ikke være egalitært tænkende af den grund. Det er naivt, hvis kvinder slutter, at blot fordi en man har universitetsbaggrund, så må han nødvendigvis også besidde et moderne kvindesyn!

Ufaglærte mænd = undertrykkende og umoderne = Nej! Vi kender vel alle eksempler på ufaglærte mænd, der er indforstået med den kendsgerning, at mænd er kvinder er lige?

Og nu sidder der sikkert nogle derude(altså Jer der ikke kender mig) og tænker, Ja, han er nok en af de såkaldte ufaglærte, der føler sig ramt? Og jeg kan så til jeres overraskelse afsløre, at jeg faktisk er én af de såkaldte veluddannede(hvad det ord så end indebærer?). Så jeg føler mig absolut ikke ramt(dernæst rager andres dysfunktionelle meninger mig en hønsefis). Men jeg føler mig pinligt berørt på vegne af de, som ukritisk har accepteret uddannelse som en ny kaste-relaterede demarkationslinie! Det er sørgeligt.

- Det er som er svært for os mennesker er, at vi ofte har en tendens til at være fraværende i det nærværende og nærværende i det fraværende!

/Bas Kanthavanam, Odense

Selvdestruktive adfærd bør ikke legitimeres

2009-02-16T17:15:00.000-06:00

Den humanitære krise i Sri Lanka – med andre ord den srilankanske hærs vold mod menneskeheden i det nordøstlige Sri Lanka – er i de fleste tamilers tanker i disse dage, og det er naturligvis fuldt ud forståeligt. Ingen tvivl om at GoSL har iværksat en militær operation, der dagligt kræver talrige uskyldige tamilers liv. Af samme grund har tamiler i diasporaen inden for de sidste uger forsøgt at sætte krisens alvor på de internationale samfunds politiske dagsorden, via adskillelige demonstrationer. Men noget tyder dog på, at demonstrationer ikke har affødt de ventede reaktioner. Derfor har to tamilske EU-borgere desværre tyet til ekstreme metoder, med det formål at vække vestens opmærksomhed. Indenfor én uge har to tamiler brændt sig selv ihjel. Set fra et pladderromantisk og nationalistisk lys, er deres handlinger heroiske. Men da jeg hverken er pladder romantikker eller nationalist, ser jeg ikke andre udveje end at tage afstand til selvdestruktive adfærd såsom at sætte ild til sig selv for en højere sags skyld. Jeg vil ligeledes opfordre andre tamiler til at gøre det samme. Jeg mener tilmed, at det kan danne præcedens for lignende selvdestruktive handlinger i fremtiden, hvis de to hændelser ikke problematiseres af tamiler i diasporaen. Ved ikke at forholde sig kritisk til de to foroven omtalte hændelser, synes tamiler indirekte at legitimere selvdestruktive adfærd – og det er et problem, for dette kan netop inspirere andre til at gribe til lignende metoder. Eksempelvis har jeg ind på netportalen www.tamilnet.dk kunnet bemærke, at den unge tamil fra London, som døde i Geneve, omtales som martyr( Maaviran). Dette er yderst problematisk, for derved går man netop ind og legitimere selvofringer, og dette kan i værste tilfælde sætte præcedens for flere selvopofrelser blandt tamiler i Europa. Jeg mener derfor, at det er en human-pligt at forholde sig kritisk til selvofringer af disse art. For det andet tror jeg heller ikke, at det hjælper synderligt meget.

Ugens leder: Krisen i Ealam

2009-02-11T06:15:00.000-06:00

Situationen i Sri Lanka er kritisk, og efter sigende skulle ca. 250.000 civile befinde sig midt i krydsilden. Hvis de krigsførende parter - i dette tilfælde GoSL og LTTE - ikke respektere de basale regler for en redelig krigsførelse, så er en humanitær katastrofe uungåeligt. Der skal tages hensyn til de civiles liv. Men intet tyder på, at hverken GoSL eller LTTE er synderligt interesserede i de civiles ve og vel. Hæren er fanatisk opsat på at gøre op med LTTE. LTTE er på den anden side desperat for at overleve. Ingen tvivl om at LTTE har ryggen mod muren. I denne forbindelse, kan man kun frygte, at begge parter - drevet af deres egoistiske anliggender - mere eller mindre ignorer de civile. Og noget tyder - desvære - på at dette er en realitet. Hver eneste dag dør der uskyldige mennesker. Og vær sagt: Både GoSL og LTTE må tage deres del af ansvaret. Og dog tyder en del på, at det især er GoSLs hensynsløse krigsmaskine, der slår de fleste tamiler ihjel i disse dage. GoSL har indtil videre ikke respekteret - af GoSL oprettede- sikkerhedszoner.

Jeg vil ligeledes gerne, her på falderebet, slå fast med syv tommer søm, at tamilernes situation ikke bliver meget bedre under GoSL -dvs. tiden post-LTTE. For det første tror jeg ikke at LTTE kan elimineres, fordi de har formået at socialisere sig dybt i det tamilske samfund. Dernæst vil der altid være gnidninger i Sri Lanka, så længe diskrimination er en realitet!

Der skal mange indrømmelser på bordet, hvis der skal være en varrig fred i sri lanka.

En artikel om buddhismens rolle i Sri Lanka følger snart

/bas